Lektor ph.d. Hanne Frøkiær modtager Daniscos Fødevarepris 2006

”Hanne Frøkiær er en internationalt anerkendt forsker, der indgår i flere store forskningsprojekter, bl.a. i EU-projektet ”Healthy Profood”. Igennem hendes indsats har BioCentrum•DTU opnået en unik position på verdensplan indenfor ernæringsimmunologi.”

 

Sådan hedder det i begrundelsen for tildelingen af Daniscos årlige Fødevarepris på 250.000 kr., der i år blev tildelt lektor Hanne Frøkiær fra DTU.

Formålet med Daniscos Pris er at medvirke til forbedring af især industrielt fremstillede fødevarer. Prisen er hvert år siden 2002 uddelt til institutioner eller enkeltpersoner som belønning for en markant indsats for forbedring af fødevarer eller som finansiering af tiltag, der har til formål at forbedre fødevarerne.

 

Lektor ph.d. Hanne Frøkiær får prisen for sin forskning i fødevarers virkninger på immunsystemet, med særlig vægt på mikroorganismer, fedtstoffer og såkaldt bioaktive proteiner.

 

I 2005 gik prisen til lektor ph.d. Anne Meyer, ligeledes fra BioCentrum•DTU for ”…på et væsentligt område at have bragt levnesmiddelenzymologien et betydningsfuldt skridt fremad i retning af at udnytte enzymer til produktion af fødevarer med en højere sundhedsprofil.”