Besparelser tvinger DTU til at nedlægge institut for transport

Transport

Regeringens besparelser på forskning og uddannelse i finansloven for 2016 får nu umiddelbare og meget synlige konsekvenser for organiseringen af transportforskningen på DTU.

Der har igennem længere tid været en synlig diskrepans mellem myndighedernes behov for rådgivning og forskning inden for bl.a. transportforskning og de penge, der har været prioriteret til området. For eksempel var der i 2015 afsat 40 mio. kr. i forskningsreserven til transportforskning, i 2016 er beløbet reduceret til 20 mio. kr.

Intet tyder på at den vanskelige økonomiske situation vil blive bedre i nær fremtid. Da DTU Transport med sine godt 80 medarbejdere er et forholdsvis lille institut, er det DTU’s ledelses vurdering, at der ikke i længden vil være grundlag for at opretholde et selvstændigt transportinstitut.

Der igangsættes nu en grundig analyse af, hvordan relevante dele af transportforskningen bedst muligt videreføres på DTU.

”Den kommende analyse af transportområdet på DTU skal bl.a. sikre, at DTU’s bevillingsgivere også i fremtiden kan regne med en meget høj kvalitet i såvel den forskningsbaserede rådgivning som i uddannelserne, ligesom DTU fortsat vil bidrage med løsninger til udviklingen af en grøn og bæredygtig transportsektor”, siger DTU’s rektor, Anders Bjarklev.

Men selvom DTU altid bestræber sig på at finde løsninger, så vil denne og andre besparelser på forskning og uddannelse, ifølge Anders Bjarklev, ikke kunne undgå at ramme netop forskningen i grønne teknologier.

”Det er uforståeligt, at man vælger at spare på forskningen i de bæredygtige løsninger, som alle sukker efter. DTU har sagt det før og gentager det gerne: Vi finder det uklogt, at spare på fremtiden. Men vi vil fortsat prioritere uddannelse og forskning inden for trafik og transport højt, og en fokusering af transportforskningen i nye sammenhænge på DTU, er den rigtige måde at sikre dette på,” siger Anders Bjarklev.

Beslutningen om at nedlægge DTU Transport er ifølge Anders Bjarklev i tråd med DTU’s generelle ledelsesfilosofi, som indebærer, at universitetets ledelse tager ansvar for de udfordringer, DTU møder og handler derefter i tide.