Ingeniører spiller en central rolle i en bæredygtig samfundsudvikling. Derfor er det afgørende, at DTU’s studerende gennem hele deres uddannelsesforløb bliver trænet i at udtænke, udforme og implementere bæredygtige løsninger, og derfor har DTU iværksat GRØN DYST
GRØN DYST blev begyndelsen til et sjovt, spændende, udfordrende forløb og indgangen til ny viden og nye oplevelser for Pia Michelsen (tv.) og Line Kagenow (th.), der deltog i GRØN DYST 2010 sammen med fire medstuderende. Foto: Thorkild Amdi Christensen
Ledeord: GRØN DYST
GRØN DYST er et uddannelsesinitiativ på DTU, der sætter fokus på bæredygtighed, klimateknologi og miljø i alle DTU’s uddannelser.
Pia Michelsen og Line Kagenow, der studerer Design og Innovation, udviklede sammen med fire medstuderende et specialkursus til tre-ugers-perioden op til GRØN DYST sidste sommer, hvor de arbejdede med udviklingen af en bæredygtig pavillon, fordi de var blevet opmærksomme på, at de eksisterende pavilloner udgør en stor miljømæssig belastning på landets festivaler.
”Det spændende ved GRØN DYST var, at man selv kunne definere ens projekt og ikke var styret af de rammer, der normalt er sat ved andre kurser,” siger Pia Michelsen, og Line Kagenow supplerer:
”Vi fandt frem til et bæredygtigt materiale og et alternativt design til pavillonen, og vi nåede at finde frem til en brugbar løsning, som indfriede de krav, vi havde stillet, og som vi var stolte af at kunne præsentere ved GRØN DYST.”
Ministerbesøg og nørdede spørgsmål
Målet med GRØN DYST er at indlejre det grønne aspekt i undervisningen på DTU og kulminerer hvert andet år i en studiekonference, hvor de studerende præsenterer deres projekter og dyster om at vinde.
GRØN DYST blev afholdt første gang den 25. juni 2010, hvor Pia Michelsen og Line Kagenows gruppe fik en tredjeplads.
”Vi fik rigtig meget ud af det, fordi der var så mange, der også forholdt sig til projektet. Især mange ingeniørstuderende og undervisere fra DTU samt daværende klima- og energiminister Lykke Friis. Der blev stillet en masse spørgsmål, og vi blev virkelig udfordret, og samtidig fik vi supergod feedback. Det gav et rigtig godt drive og gav os blod på tanden til at gå videre med projektet,” fortæller Line Kagenow.
Projektet var ikke ’blot’ med på Roskilde Festival 2010, men det gav et tæt samarbejde med Roskilde Festival og fine placeringer ved flere iværksætterkonkurrencer. Det gav blod på tanden.
Klar til konkurrencer og kurser
Semesteret efter GRØN DYST besluttede de derfor at lave et specialkursus mere, hvor de arbejdede videre med, hvordan idéen kunne realiseres. Undervejs engagerede Roskilde Festival sig mere og mere i projektet, og gruppen havde en tæt kontakt til udviklingschefen Esben Danielsen.
”Han syntes virkelig, det ville være fedt, hvis det lykkedes. Det betød meget for, at vi blev ved med at kæmpe med at forsøge at finde en løsning, selvom vi stødte på mange forhindringer,” siger Pia Michelsen.
I efteråret 2010 deltog de i iværksætterkonkurrencen Idé-faktor, der var arrangeret af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ud af de i alt 56 deltagere fik de en tredjeplads.
”Det var også vildt spændende at være med der og også få god respons ud fra det. Der fik vi en masse tilbagemeldinger fra erhvervslivet. Vi var totalt en joker derude, men alligevel så de et stort potentiale i projektet. Og det var jo vildt fedt,” siger Line Kagenow.
- Astrid Degerbøl