Hanne Østergaard Jarmer var i 2005 blandt de sidste ni kandidater til jobbet som Danmarks første astronaut. Foto: Joachim Rode

DTU ansætter ny direktør for DTU Systembiologi

DTU har med virkning fra 1. januar ansat Hanne Østergaard Jarmer som ny institutdirektør for DTU Systembiologi. Hun kommer fra en stilling som uddannelsesleder på samme institut.

”Vi er glade for, at Hanne Jarmer har sagt ja til stillingen som ny direktør for DTU Systembiologi. Hun er en person med stort overblik, som vil arbejde med ildhu for instituttets sammenhængskraft og for samarbejdet mellem medarbejderne,” siger DTU’s rektor, Anders Bjarklev.

Han fremhæver 40-årige Hanne Jarmers passion for uddannelserne, og betegner hende som ”en foregangskvinde, når det gælder udviklingen af nye undervisningsformer.”

”Vi har de bedste forskere og undervisere, der findes, og vores studerende er skabt af et helt specielt stof. Så der ingen tvivl i mit hjerte, når jeg siger, at jeg glæder mig enormt til at stå midt i den udvikling, som vil foregå hos os i den nærmeste fremtid,” siger Hanne Jarmer.

Tog initiativ til deltagelse i Coursera

I sin tid som uddannelsesleder på DTU Systembiologi har Hanne Jarmer blandt andet været initiativtager til DTU’s deltagelse i online-undervisningsplatformen Coursera. I begyndelsen af 2013 afviklede DTU således Skandinaviens første onlinekursus på Coursera.

Siden 2013 har den nye institutdirektør været en del af ledelsen på DTU Systembiologi, og i 2014 blev hun medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber. Hun har en kandidatgrad i bioteknologi fra DTU og blev i 2003 ph.d. i bioinformatik også ved DTU.

I 2005 var hun blandt de sidste ni kandidater til jobbet som Danmarks første astronaut.