God lyd, bæredygtig affaldshåndtering og sikker elforsyning. Det er bare nogle af de udfordringer, Roskilde Festival står overfor, når de hvert år tiltrækker 75.000 festivalgæster, 25.000 frivillige og nogle af verdens bedste musikere. Igen i år stiller studerende fra Danmarks Tekniske sig til rådighed med kreative løsninger, der er med til at sikre en fantastisk festival.
Roskilde Festival hviler på et stort organisatorisk og ingeniørmæssigt arbejde, som stiller store krav til blandt andet akustik, affaldshåndtering og el-infrastruktur. Alt sammen områder, hvor DTU's studerende kan bidrage med nye løsninger og forslag.
Derfor har Roskilde Festival og Danmarks Tekniske Universitet siden 2010 arbejdet sammen om en lang række projekter, hvor studerende fra DTU bidrager med nye løsninger og forslag. Samarbejdet giver alle studerende på DTU mulighed for at lave pointgivende projektarbejde i forbindelse med Roskilde Festival. I år er over 120 DTU-studerende fordelt på ca. 20 projekter. De skal afprøve de nye ideer i praksis, samtidig med at deres faglighed udfordres.
Til at understøtte og formidle alle projekterne har de studerende i år oprettet Sustainable Lab, der ligger i Sustainable Zone ved Odeon-scenen. Her vil der blive forsket og konceptudviklet på modeller, så Odeon-scenen kan blive selvforsynende med vedvarende energi.
Samtidig vil der i stor såvel som lille skala blive lavet ingeniørløsninger indenfor områder som blandt andet affaldshåndtering, køling, akustik og vedvarende energi. Løsninger, som vel at mærke virker i Roskilde Festivals nødesløse omgivelser.
DTU's journalister er til stede under hele festivalen. Kontakt os endelig for yderligere oplysninger om de mange projekter og for kontakt til de studerende
Følg DTU’s egen dækning af aktiviteterne på Roskilde Festival på roskilde.dtu.dk