Forbrugerne skal kunne stole på, at helt almindeligt dagligdagsudstyr er sikkert at bruge. Det kan fx være bilnøgler og smartphones, men også medicinske implantater. Indtil nu har det ikke været helt problemfrit at anvende de kendte krypteringsmetoder på ’småt’ udstyr, hvor omkostninger og energiforbrug skal holdes nede, men det ser nu ud til at kunne ændre sig.
Forskere fra DTU Matematik, Orange Labs i Frankrig og Ruhr University i Bochum, Tyskland har nemlig haft succes til at designe en ny, effektiv krypteringsalgoritme. Den nye chifferkode, som kaldes PRESENT, er en af de krypteringsmetoder, der fylder mindst, og den har vakt stor opmærksomhed i internationale forskerkredse.
Ny international standard
PRESENT kræver ekstremt få ressourcer sammenlignet med den mest anvendte krypteringsmetode på Internettet, Advanced Encryption Standards (AES). ISO, International Standard Organisation, har derfor inkluderet PRESENT i en ny verdensomspændende standard, som understøtter letvægtskryptering, og som dermed er tilgængelig for alle.