Glatte skinner bag IC4-togs bremseproblemer i Marslev – DTU foreslår optimering af bremsesystemer og kørepolitik.
I november 2011 overskred et IC4-tog et sikkerhedspunkt ved Marslev på Fyn med 550 meter. En undersøgelse foretaget af Danmarks Tekniske Universitet viser, dels at glatte skinner var den primære årsag til hændelsen, dels at togets bremsesystemer virker, som designspecifikationerne foreskriver. DTU foreslår en række optimeringer i bremsesystemernes design, som vil kunne nedsætte IC4-togenes bremselængde markant.
”På DTU er vi glade for, at vi har kunnet afklare årsagen til hændelsen ved Marslev, og at vi kan komme med forslag, der vil forbedre IC4-togenes bremseevne i lignende situationer. Det kræver både dybe og meget forskelligartede kompetencer at analysere og trænge til bunds i sager som denne, og analysen af IC4-togenes bremser har da også involveret over 20 forskere og professorer fra fem af vore institutter,” siger koncerndirektør på DTU Niels Axel Nielsen.
DTU’s undersøgelser viser, at den helt overvejende årsag til den lange standselængde ved Marslev var glathed mellem skinner og hjul – et fænomen, der kan påvirke bremselængden for alle togtyper. En anden konklusion er, at IC4-togets sikkerhedsbremsesystemer overholder specifikationerne i det oprindelige design.
DTU har imidlertid identificeret er række uhensigtsmæssigheder i designspecifikationerne, og DSB vil nu gennemføre udbedringer på basis af DTU’s forslag til optimering af bremsesystemets tekniske indretning. Samlet vil de ændringer, DTU foreslår, kunne have nedbragt standselængden ved Marslev med cirka 250 ud af de cirka 550 meter overskridelse. Det vil derfor være nødvendigt at tilpasse kørepolitikken med henblik på at reducere hastigheden i tilfælde, hvor der er mistanke om glatte skinner.
DTU fortsætter i de kommende måneder sine undersøgelser af skinneforhold baseret på danske og udenlandske data.
Den endelige rapport om togenes bremseevne og skinneforhold kan ventes i september 2012.
-
Læs
midtvejsrapporten om undersøgelsen af IC4-togets bremseevne
her.
-
Læs
teknisk bilag til IC4 midtvejsafrapportering
her.