Sammen med DTU har Albertslund Kommune etableret Danish Outdoor Lighting Lab, DOLL. Et nationalt testcenter for fremtidens bæredygtige LED-løsninger. Testcenteret skal give de danske lysvirksomheder og dansk forskning en fremtrædende position på det voksende globale marked for LED.
De kommende år kommer vi til at stå over for en enorm udfordring med en gennemgribende omstilling af hele belysningsområdet. Sådan begynder professor Paul Michael Petersen fra DTU Fotonik sin forklaring på, hvorfor det er vigtigt med et nationalt testcenter for udendørs LED-lys. Alene i Danmark skal kommunerne f.eks. investere op mod 5 mia. kr. på udskiftninger af de mere end 500.000 udendørslamper, som oplyser vores veje, stier, pladser og skoler og ikke mindst motorvejsstrækninger.
Miljø og intelligens er krav
Kravene til fremtidens belysning er høje: Der skal spares på strømmen, tages hensyn til miljøet – og så skal det helst udmøntes som intelligente løsninger, der kan integrere alt fra lokal produktion og lagring af vedvarende energi til en selvstyrende tilpasning til byens døgnrytmer og dagslys. Svaret på de mange krav kan være LED-teknologien. ”Det store teknologiskift, vi står over for inden for belysning, skyldes bl.a., at glødepærer og kviksølvlamper i disse år udfases som led i en både dansk og europæisk ambitiøs politisk agenda, der på sigt skal gøre os uafhængige af fossile brændsler. Derfor er det også lige nu, at vi skal sørge for at få taget de rigtige beslutninger,” forklarer Niels Carsten Bluhme, direktør for Miljø- og Teknikforvaltningen i Albertslund Kommune, der med tanke på kommunens egne forestående investeringer har været med til at stifte Danish Outdoor Lighting Lab, DOLL, sammen med DTU Fotonik.
”I dag regner man med, at godt 20 procent af vores samlede elforbrug går til belysning. Skifter man til LED, vil man i fremtiden kunne nedbringe forbruget med hele 80 procent. Samlet set vil det faktisk svare til en effektivisering på hele 16 procent af vores samlede elforbrug i Danmark – noget, som vil betyde, at vi kunne tage adskillige kraftværker ud af ligningen,” forklarer Niels Carsten Bluhme for at illustrere, hvor stor en effekt den kommende omstilling kan få.
Udviklingen skal styres
LED – eller Light-Emmiting Diode – er i modsætning til de pærer, vi ellers kender i dag, en teknologi, der består af små computerchip, som udsender lys. Og LED findes overalt omkring os. I vores fjernsyn, mobiltelefoner og kaffemaskiner, men også i cykellygten og juletræskæden. Kort sagt: Teknologien har gjort sit indtog, og lidt overraskende har opfindelsen faktisk mere end 50 år på bagen. ”LED-teknologien er en spændende teknologi, fordi den gør det muligt at skabe lys-løsninger, der ud over at spare på energien og dermed CO2-udledningen også kan bruges til mange spændende og intelligente løsninger. Teknologien er lige nu i en rivende udvikling, men det er også en tid, hvor vi skal passe på, at kvaliteten bliver god nok. Vi skal sørge for at styre udviklingen i en retning, som sikrer, at forbrugeren i sidste ende får et produkt, der har den højeste kvalitet og bedste pris. Gør vi ikke noget nu, risikerer vi, at der kommer enorme fejlinvesteringer med dyre udskiftninger efter kort tid,” forklarer Paul Michael Petersen.
Derfor er der brug for ét sted, hvor den nyeste viden samles, hvor virksomheder kan teste deres produkter, og hvor de store forbrugere som kommunerne og bygherrerne kan teste forskellige lys-løsninger – både i et virtuelt univers og i det virkelige liv, inden de bruger millioner på at udskifte de mange gløde- og kviksølvholdige pærer. ”Vi satser med det nationale testcenter DOLL på at blive det største sted i Nordeuropa inden for udviklingen af fremtidens LED-løsninger. Noget, der forhåbentlig vil vise sig at være til gavn for hele samfundet, når danske producenter får de bedste vilkår for at blive de førende på et globalt voksende LED-marked,” uddyber Paul Michael Petersen.
På grund af den stigende efterspørgsel på LED-området har man på DTU Fotonik oprustet gennem de seneste fem år. Der er bl.a. opbygget et testlaboratorium, hvor producenter og andre kan få faglig sparring og vejledning samt få testet deres produkter på en lang række parametre, som energieffektivitet, holdbarhed, farvegengivelse og -temperatur. Laboratoriet er under udvidelse og udgør det ene ben i den treenighed, som udgør DOLL.
Direktør i Miljø- og Teknikforvaltningen i Albertslund Kommune, Niels Carsten Bluhme regner med at en udskiftning til LEDbelysning vil nedbringe elforbruget betragteligt.
Offentlige investeringer driver udviklingen
DOLL består af et lyskvalitetslaboratorium, som ligger på DTU. Derudover af et virtuelt lyslaboratorium, som er en computersimuleret virkelighed bygget på billeder fra de konkrete områder, der skal belyses – ligeledes beliggende på DTU. Og sidst, men ikke mindst, et levende lyslaboratorium i Albertslund Kommune. ”Albertslund Kommune er lige nu under transformation. Vi har nu behov for en gennemgående modernisering og byudvikling, der kan føre byen frem til nutidens standarder – fuldstændig som mange andre kommuner i Danmark. Lige nu er vi derfor i gang med at renovere over halvdelen af alle boligerne i kommunen. I alt skal der byfornyes for godt 14 mia. kr. over de kommende 10 år,” forklarer Niels Carsten Bluhme og uddyber: ”Vi vil skabe et grønt og moderne miljø, hvor vi ikke bare bruger de billigste løsninger, der findes på markedet, men hvor vi sørger for, at vi sætter tingene i udbud og får det nyeste. Derfor var det helt naturligt at gå med i DOLL. Udskiftningen af udendørsbelysningen er et godt eksempel på, hvordan vi som kommune med fordel kan lade de offentlige investeringer drive udviklingen af en ny teknologi, og Albertslund Kommune kommer i sidste ende til at tjene på det ved at få de bedste og mest holdbare løsninger,” siger han og tilføjer, at der er en meget stor interesse for projektet blandt kommunens borgere.
En af Danmarks styrkepositioner i fremtiden vil ifølge Niels Carsten Bluhme være en større sammenhæng mellem kommunernes udvikling og forskningen på vores universiteter. Derfor mener han, at der er fremtidsperspektiv i den måde, hvorpå DTU arbejder aktivt og tæt sammen med kommuner som eksempelvis Albertslund.
Albertslund Kommune kommer de næste 12 år til at fungere som et levende laboratorium; et 1:1-udstillingsvindue, hvor det vil være muligt at sætte konkrete lys-løsninger op for at teste og karakterisere dem ’ude i virkeligheden’ – inden brugeren investerer millioner. Brugerne i DOLL er derfor ikke så meget den almindelige borger, men kommunerne og de store bygherrer, der skal foretage massive investeringer. Og mange af dem har allerede nu meldt sig som brugere af DOLL.