Det Europæiske Råds kommende præsident Charles Michel og statsminister Mette Frederiksen mødtes fredag den 22. november for at diskutere de store udfordringer, som de europæiske lande står over for. Bl.a. klima, migration, bekæmpelse af skatteunddragelse og social dumping.
I forbindelse med mødet besøgte de DTU og blev introduceret til et af universitetets forskningsprojekter om bæredygtig energi. Et hovedemne på deres møde var netop, hvordan man takler klimaforandringer og skaber de nødvendige forandringer i det europæiske energisystem.
Delegationen blev budt velkommen af rektor Anders Bjarklev og fik en generel præsentation af udfordringerne ved energikonvertering og CO2-neutralt brændstof samt en introduktion til Energy-X-forskningsprojektet af professor Jens Kehlet Nørskov og lektor Karen Chan (DTU Fysik ).
Energy-X er et Horizon 2020-projekt, der blev startet i marts 2019. Som forberedelse til fremtidige store EU-initiativer inden for energiforskning vil det mobilisere europæiske forskere og industri med henblik på at opbygge et strategisk roadmap til et storstilet forskningsinitiativ, som adresserer effektiv konvertering af sol- og vindenergi til kemisk form. Målet er at samle viden, teknologier og ekspertise fra hele Europa for at overvinde de sidste barrierer frem mod en effektiv energikonvertering. Blandt de videnskabelige mål er tre kemiske processer til konvertering af vand, CO2 og N2 til brændstoffer og basiskemikalier.
Derfra gik turen til katalyse-laboratorierne, hvor professor Ib Chorkendorff fra DTU Fysik og to studerende fortalte om deres arbejde med at udvikle nye katalysatorer, som kan bidrage til at skabe f.eks. bæredygtige kemikalier, plastprodukter og gødning på baggrund af sol- og vindenergi.
- Blev startet den 4. marts 2019 i Prag, finansieret af EU's Horizon 2020-program.
- Inkluderer 13 Europæiske partnere (DTU, Max Planck Society, Ghent University, Jerzy Haber Institute of Catalysis and Surface Chemistry Polish Academy of Sciences, CEA, Czech Academy of Sciences, Utrecht University, ERIC aisbl, ETH Zürich, RWI, Technical University of Valencia, DECHEMA, and EERA aisbl), og støttes af en stor gruppe industrivirksomheder.
- Samler en tværfaglig akademisk forskning (kemi, fysik, ingeniørvidenskab, økonomi og samfundsvidenskab) med tværindustriel teknologisk ekspertise (kemi, ingeniørvirksomhed, forsyningsselskaber, mobilitet, landbrug) for at skabe en platform for fremtidig kemisk energikonverteringsteknologi i Europa.
- Vil konsolidere og styrke den europæiske energi- og kemiske industris globale ledelsesrolle ved at skabe jobskabelse og bæredygtig vækst i EU.
- Projektleder er Professor Jens Kehlet Nørskov fra DTU Fysik.
Kilde: Energy-X.