89 millioner til fri forskning

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget sammenlagt 89 mio. til 24 projekter fra DTU.

Det sker som led i fondens årlige uddeling af bevillinger til excellent ny – og ofte risikofyldt - forskning. I 2019 uddeles i alt 753 mio. kr. fordelt på 215 projekter over hele landet, skriver Danmarks Frie Forskningsfond i en pressemeddelelse.

 

DTU tegner sig således for lige under 12 procent af de samlede bevillinger.

 

Forskningsprojekterne skal være med til at igangsætte banebrydende forskning på universiteter, hospitaler og forskningsenheder landet over og inden for alle videnskabelige hovedområder.

 

Bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond, David Dreyer Lassen, siger om projekterne:

 

 ”Danmark har en yderst stærk forskningsmasse. Som land skal vi sætte den enorme kapacitet fri og gå forrest med vidensopbygningen på forskningens mange forposter. I år sporer vi især en større forståelse af, hvordan nye digitale teknologier kan accelerere forskningen, og det er en tendens, der går på tværs af forskningsområderne, fra humaniora til naturvidenskab. Teknologien skyder en enorm innovationskraft ind i forskningen, som løfter den på bemærkelsesværdig vis.”

 

At udnytte digitale teknologier til at drive forskningen er en helt naturlig del af langt de fleste projekter fra DTU, der bl.a. omfatter udvikling af nye materialer, immunterapi til behandling af kræft, øget genbrug af aluminium, bedre behandling af kolesterol-relaterede sygdomme, ultrahurtig trådløs kommunikation, 3D-print med metalpulver, havcirkulation i det Arktiske hav, at finde ud af hvornår det moderne menneske indvandrede til Centraleuropa, og at skabe viden om, hvordan multiresistente bakterier udvikler sig, hvilket er et stigende problem på hospitaler verden over.

 

Projekterne er opdelt i kategorierne Forskningsprojekt 1, hvor man modtager op til 2,9 mio. kr. og Forskningsprojekt 2, hvor man modtager op til 6,2 mio. kr. 17 DTU-forskere har modtaget Forskningsprojekt 1-bevillinger, mens 7 DTU-forskere har modtaget Forskningsprojekt 2-bevillinger.

 

Du kan læse mere om DTU’s projekter i de to kategorier her:

 

Forskningsprojekt 1
Forskningsprojekt 2