Dramatik og tæt løb i robotdysten

Både robotter på rette vej og afveje sørgede for god underholdning under DTU RoboCup. Finalen måtte ud i omkamp, før vinderen kunne kåres.

rsz_2p1010377.jpg
Der udveksles hilsner mellem holdmedlemmerne af 'TTA' (th) og 'Den grimme landmand' under opvarmningen. Begge hold stillede op for Børneuniversitetet og gik videre til finalen hvor 'TTA' vandt Fighterprisen.

For deltagerne i DTU RoboCup gjaldt det om at bygge og programmere en robot, så den helt på egen hånd var i stand til at klare så mange af banens forhindringer som muligt. For de hundredvis af tilskuere i Oticonsalen og på internettet handlede det om at se underholdende videnskab, da næste generations robotudviklere dystede om sejren ved at overvinde blandt andet trapper, økser, labyrinter og guillotiner.

27 hold havde stillet op til kvalifikationen onsdag den 23. marts, hvor kun de bedste 15 gik videre til finalen. Her fik de selskab af de to bedste hold fra RoboCup Junior fra Experimentarium, som havde fået et wildcard. Finalen var helt åben, for de fire bedste robotter fra sidste års turnering havde ikke genopstillet. Dermed skulle der kåres en ny vinder, og måske kunne selv en debutant løbe med sejren?

De små marginaler
Det lignede en DTU-sejr efter kvalifikationsrunden, hvor debutanten ’Acker-bot’ scorede flest point. Men de berømte små marginaler var imod DTU-studerende Thomas Timm Andersen i finalen. En af forhindringerne var blevet rykket en centimeter ud af position, så robotten faldt ud over kanten af en vippe og styrtede på gulvet. Thomas nåede lige akkurat at få omprogrammeret en groggy og afklædt ’Acker-bot’, så den kunne klare finalens anden gennemkørsel. Uheldet havde dog sat sine spor, så det rakte desværre ikke til en plads i toppen.

Tæt finale
En anden robot, der havde oplevet et lige så voldsomt styrt, var ’Allerede, Erik?’, der i høj fart drønede ud over banens højeste punkt umiddelbart efter kvalifikationen var overstået. Men holdet bag, de tre IHK-studerende Tobias Wilken, Morten Elmdam og Joachim Fisker, havde efterfølgende fået så godt styr på deres robot, at den efter finalen lå helt i top sammen med norske Jonas Bros ’Turtle’. Nordmanden var et forsigtigt bud på en favorit efter sin femteplads ved sidste års DTU RoboCup. Efter en omkamp lykkedes det dog debutanten ’Allerede, Erik?’ at skovle flest point sammen, og holdet sikrede sig dermed førstepladsen og 4.000 kr. plus pointpenge.