affald med lastbil

Import af affald er dårligt for klimaet på lang sigt

Energiteknologi

Ny analyse fra DTU peger på, at de danske kraftvarmeværker på længere sigt udelukkende bør dimensioneres til de danske affaldsmængder.

Selv om importeret affald til forbrænding er blevet en god forretning for de danske kraftvarmeværker, er det dog ikke noget, som Danmark skal satse på i fremtiden, lyder det fra professor Marie Münster på DTU Management Engineering.

"Mange af de nuværende anlæg er gamle, og når der skal bygges nye, skal vi selvfølgelig forholde os til de nationale affaldsmængder og ikke bygge til stor overkapacitet. Samtidig skal vi også finde ud af at fordele affaldet, så alle kommuner nemt kan komme af med det på rimelige vilkår"
Jacob H. Simonsen, direktør for Amager Ressourcecenter og tidligere direktør for Dansk Affaldsforening

Sammen med ph.d.-studerende Amalia Pizarro-Alonso har hun netop afsluttet en omfattende analyse i tæt samarbejde med postdoc Ciprian Cimpan fra SDU, hvor de har set på, om det fortsat vil kunne betale sig økonomisk og klimamæssigt at importere affald.

”Vi har undersøgt flere tusind scenarier og livcyklusanalyser med flere variable som f.eks. alternativ affaldsbehandling, transport, affaldskvalitet og forskellige energisystemer. Og konklusionen er, at man på længere sigt af hensyn til klimaet ikke bør importere affald til afbrænding i Danmark, selv om det fortsat vil være økonomisk rentabelt,” fastslår Marie Münster.





Import af affald en fordel klimaet i dag
Hun forklarer, at det lige nu giver god mening at importere. Affald fra udlandet giver nemlig billigere fjernvarme, fordi de store kraftvarmeværkers kapacitet så bliver udnyttet fuldt ud. Som det er i dag, har man flere steder i landet ligefrem problemer med at skaffe affald nok fra danskerne til at få udnyttet kapaciteten.

”I øjeblikket er det også en fordel for klimaet, da mange store værker ellers ville fyre med fossile brændsler for at dække energibehovet. Desuden behandler de lande, som vi importerer fra, overvejende affaldet på en måde, som er mindre klimavenlig,” forklarer Marie.

Vi skal satse på mindre værker i fremtiden
Ifølge forskernes analyse kommer der dog et tidspunkt om cirka 10 år, hvor det ikke længere er fordelagtigt for klimaet at importere affald til energikonvertering, fordi vores energikilder bliver bedre og mere rene.

”Selv om vores analyse viser, at det fortsat vil være økonomisk rentabelt at importere, bør man på den lange bane bygge værker, der er tilpasset de danske affaldsmængder. For om bare 10 år vil det kun være en fordel for klimaet at importere affald i ganske få tilfælde,” siger Marie.

Det kan f.eks. være, hvis affaldet ellers ville blive smidt på en gammeldags losseplads, hvor det ligger og sender gasser ud, eller hvis det bliver brændt af til ren elproduktion, og det fortrænger renere energikilder.

Analysen peger også på, at mængden af affald i Danmark ikke vil ændre sig.

”Mængden af affald hænger historisk set tæt sammen med den økonomiske udvikling, og hvis vi ser på Finansministeriets fremskrivninger, vil der efter udsortering til genanvendelse være samme mængder til afbrænding i 2035, som der er i 2014,” forklarer Marie.

Analysen bekræfter antagelser
Analysens resultater kommer ikke bag på direktøren for Amager Ressourcecenter, Jacob H. Simonsen. Han har tidligere været direktør for Dansk Affaldsforening og har længe fulgt med i branchens udvikling. Men om der kun vil gå 10 år, før det klimamæssigt ikke kan svare sig, kan han godt tvivle lidt på.

”Hvor lang tid, der går, vil bl.a. afhænge meget af, hvor hurtigt de lande, som vi importerer fra i Europa, får investeret i nye anlæg i stedet for f.eks. at deponere deres affald på lossepladser, samt hvordan importlandenes og vores energisystemer udvikler sig," siger Jacob.

Han peger også på, at udviklingen af CCS-teknologien (Carbon Capture and Storage), hvor man opfanger den CO2, der dannes ved kulforbrænding - og fra andre fossile brændsler - og derefter lagrer den i undergrunden, kan få indflydelse på klimaregnskabet i forhold til afbrænding og import af affald.

”Når det er sagt, er jeg meget enig i analysens konklusioner. Det er den mest omfattende analyse, jeg har set på området. Og det er vigtigt, at vi i Danmark tilpasser vores import af affald fremadrettet, så det både er klimamæssigt og økonomisk forsvarligt.”

”Mange af de nuværende anlæg er gamle, og når der skal bygges nye, skal vi selvfølgelig forholde os til de nationale affaldsmængder og ikke bygge til stor overkapacitet. Samtidig skal vi også finde ud af at fordele affaldet, så alle kommuner nemt kan komme af med det på rimelige vilkår," siger han.