Bygger besøgscenter i Østerild

Vindenergi

I samarbejde med Realdania og Thisted Kommune udbygger DTU nu besøgsfaciliteterne på testcenteret i Østerild, der omfatter nogle af landets største vindmøller. Det sker for at imødekomme det stigende antal gæster på testcenteret.

Det er gennem årene blevet så populært at besøge DTU´s nationale testcenter for store vindmøller i Østerild Klitplantage, at det er blevet en ren turistattraktion. På den baggrund har DTU, Realdania og Thisted Kommune nu sat gang i byggeriet af et besøgscenter, hvor de besøgende gæster kan få meget mere at vide om møllerne og vindenergiens muligheder. 

Den 5. september kommer besøgscenter Østerild et spadestik nærmere, idet Vækstminister Troels Lund Poulsen og Thisted´s Borgmester Lene Kjelgaard Jensen officielt sætter gang i byggeriet.

"Det nye besøgscenter har stor betydning for Thisted Kommune, fordi borgere og turister nu kan få mere at vide om både selve testcentret, men også det voksende dyre- og planteliv rundt om centret," siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen. "Vi har rigtigt mange energiturister i kommunen, hvor testcentret er et af stoppene på vores energirute. Derfor er vi meget glade for at kunne samarbejde med DTU og Realdania om nu at kunne realisere besøgscentret."

Formidler viden om vindenergi
"På DTU glæder vi os til både at give besøgende mulighed for at få en ordentlig præsentation af Testcenter Østerilds aktiviteter og vindenergien i den danske og globale energiforsyning."
Peter Hjuler Jensen, viceinstitutdirektør, DTU Vindenergi

Det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild blev indviet i oktober 2012. Efter den første usikkerhed om vindmøllernes påvirkning af naturen og lokalområdet i almindelighed, er testcenteret bare blevet mere og mere populært. Turister fra ind- og udland besøger området med de imponerende høje vindmøller, og indtil videre har de nøjedes med plancher, brochurer og omvisninger. Det er det, der nu bliver lavet om på.

”På DTU glæder vi os til både at give besøgende mulighed for at få en ordentlig præsentation af Testcenter Østerilds aktiviteter og vindenergien i den danske og globale energiforsyning. Samtidig glæder vi os til at få bedre kontor og mødefaciliteter, hvor vi og industrien kan modtage danske og udenlandske gæster,” fortæller Peter Hjuler, der er vicedirektør på DTU Vindenergi.

Testcenteret giver mulighed for afprøvning af syv forsøgsmøller på op til 250 meters højde. Indtil videre er der ingen af møllerne, der har helt den højde, men vingerne på den største vindmølle, der rager over 225 meter op i luften, er også rigeligt i stand til at imponere de besøgende.

Læs webnyheden "Østerilds kæmpe-vindmøller er en turistmagnet".

Møllepladserne er noget af et syn

Der er anlagt syv møllepladser i testcenteret. Møllerne står på en ret linje i nord/sydgående retning på tværs af den fremherskende vestlige vindretning for at opnå de bedste vindhastigheder og minimere eventuelle forstyrrelser på nabomøllen. Den lige linje giver også et arkitektonisk enhedsskabende træk, der giver ro i anlæggets meget synlige karakter.

600 meter adskiller de enkelte møllepladser, og rundt om hver plads er udlagt et testområde med plads til en målemast placeret 500 meter foran hver mølle, samt en lysmast i hver ende af testområdet.

Testcenteret er ikke en vindmøllepark i konventionel forstand, men en række pladser hvor der bliver afprøvet møller af forskelligt fabrikat og udseende.

Der er offentlig adgang til testområdet, til fods eller på cykel, men visse steder vil der af sikkerhedsmæssige hensyn være afspærret bl.a. når der arbejdes med opsætning/nedtagning af møllerne. Arbejdet kan overværes på afstand. Testområdet er ikke indhegnet og stierne og landskabet omkring møllerne er åbent for adgang hele året.

DTU søger nu om to ekstra prøvepladser på testcenteret i Østerild.