Global enighed om at LED-lys skal bruge mindst mulig strøm, går ud over Nordens efterspørgsel af god belysning.
LED-lys er en energieffektiv belysningsteknologi, som i disse år vinder stærkt frem på hele kloden. Udviklingen og produktionen af LED-lys sker især i udlandet, hvor der er andre behov for belysning end i Skandinavien. Det betyder, at dét, vi i Norden opfatter som god belysning, risikerer at blive overset.
Denne problematik bliver vendt på årets LED-konference med titlen ”Nordisk kvalitetslys – internationale krav”, som finder sted den 7. november og er arrangeret af DTU Fotonik.
Norden har særlige krav til lyset
Industri, myndigheder og forbrugere kan hurtigt blive enige om, at det er en god ide at bruge mindre strøm på belysning. Men dér stopper enigheden så. For i Norden har vi yderligere tre krav til vores belysning:
- Det skal være varmt-hvidt, dvs. lys med flere røde farvetoner.
- Det skal være uden generende blænding.
- Det skal have en god farvegengivelse. Dvs. vi ser omgivelsernes naturtro farver.
Desværre koster skandinavernes ønsker lidt mere i strømforbrug, og det går mod den generelle udvikling af LED-belysning:
”Den generelle stemning blandt producenter og myndigheder i forskellige lande er, at udviklingen skal gøre LED-lys så energieffektive som muligt. Det betyder, at vi får LED-lys, som giver et koldt-hvidt lys, der blænder og ikke altid har god farvegengivelse. Det harmonerer dårligt med den nordiske lyskultur,” forklarer seniorforsker Carsten Dam-Hansen fra DTU Fotonik.
Stadig store strømbesparelser
"Vi får LED-lys, der giver et koldt-hvidt lys, der blænder og ikke altid har god farvegengivelse. Det harmonerer dårligt med den nordiske lyskultur."
Carsten Dam-Hansen, seniorforsker ved DTU Fotonik
Teknologisk er der intet til hinder for at få LED-lys, der lever op til Nordens idéer om godt lys. Selvom det koster mere i strøm, er vi dog stadig milevidt fra at bruge lige så meget strøm, som dengang glødepæren sad skærmet i lamperne og dermed gav os både det blændfri og varmt-hvide lys med den gode farvegengivelse.
”På nuværende tidspunkt giver det mest energieffektive LED-lys en strømbesparelse på en faktor 10 i forhold til glødepæren. Det vil sige, at vi kun bruger en tiendedel strøm for at få den samme lysmængde fra en sådan LED som fra en glødepære. Når LED-lyset derimod indrettes efter de nordiske ønsker, så bliver besparelsen på en faktor 8. Det er naturligvis en mindre besparelse, men der altså stadig tale om en kæmpe besparelse i strømforbrug i forhold til glødepæren,” siger Carsten Dam-Hansen.
Nye krav kan true nordisk lyskultur
Han frygter, at industrien og myndigheder i udlandet bliver enige om nogle for stramme krav til LED-lysenes energieffektivitet, som kan skubbe de nordiske kvaliteter i belysningen ud.
”Vi vil blandt andet bruge konferencen til at italesætte, at vi i Skandinavien har særlige ønsker til vores belysning, som vi risikerer at miste i en globalisering af LED-teknologien. Eller helt overordnet: Hvad vil det betyde regionalt, at markedet bliver globaliseret?”
Hvem skal bestemme ’det gode lys’?
Et andet diskussionspunkt på konferencen er desuden, hvordan man overhovedet måler lysets egenskaber fx som farvegengivelse.
”Hvem styrer, hvordan vi skal måle farvegengivelse? Hidtil har vi brugt den såkaldte Ra-værdi, men den er fra glødepærens æra. Vi mangler en ny metode. Amerikanerne er kommet med et bud på et nyt 'karaktersystem', men de er glade for pangfarver, dvs. belysning med relativ dårlig farvegengivelse, men hvor visse farver fremhæves fremfor andre. Så vil det være den slags lys, som vil få de bedste udmærkelser. Europæernes ønske om mere naturtro lys og Nordens ønske om mere varmt lys står til at tabe, hvis de lande, der rykker først på at definere en ny målemetode, også bliver dem, man følger.”
Carsten Dam-Hansen gør sit for at påvirke udviklingen som medlem af den internationale ekspertgruppe for det internationale energiagenturs 4E Solid State Lighting Annex. Agenturet indleder en møderække i forbindelse med LED-konferencen.
Seniorforskeren er en del af DTU Fotoniks forskningsgruppe Diode Lasers & LED Systems, der ud over forskning også arbejder med innovation og uddannelse af ingeniører inden for LED-teknologi, optiske systemer og måling af lys, herunder LED-belysning også kaldet Solid State Lighting (SSL).