Photo: private

Forskningen giver forretningen et skub

25 innovative virksomheder har fået hjælp fra DTU-forskere til at styrke deres forretning. Inden 2018 skal i alt 68 virksomheder igennem projektet.

Egentlig er det ret enkelt; virksomheder inden for teknologi og innovation vil rigtig gerne have hjælp fra forskere, og forskere vil gerne se deres arbejde omsat til virkelige projekter. Der er på overfladen lagt op til et drømmematch, men desværre er det ikke altid så let, som det lyder.

I et forsøg på at skabe gode vilkår for begge parter har forskerparken Scion DTU, som er et datterselskab under DTU, med projektet Viden som Vækstmotor forsøgt at fjerne nogle af de knaster, der normalt bremser samarbejdet mellem industri og forskere.

”Hos virksomhederne er der typisk folk, som knokler 12-14-16 timer i døgnet for deres produkt. De får så hjælp af nogle forskere, som har en karriere for øje, så de har begge en interesse i det her. Men de skal kunne finde hinanden, og der skal være en kemi, hvor begge synes, det er interessant, og det har ikke altid været let at skabe,” siger Helle Nielsen-Elgaard, der er innovationschef hos Scion DTU.

Målrettet rådgivning

’Viden som Vækstmotor’ blev afsluttet i maj 2015 med 25 deltagende teknologivirksomheder. Projektet fortsætter nu med 50 mio. kr. i støtte fra Den Europæiske Regionalfond og Region Hovedstaden under navnet ’Smart Innovation’, og Scion DTU er i gang med at finde de første 34 virksomheder. Inden 2018 skal i alt 68 virksomheder modtage forskerstøtte gennem projektet. De deltagende virksomheder forventes at lægge 800 timer selv og modtager til gengæld gratis 400 forskningstimer, 45 rådgivningstimer og 100 faciliteringstimer fra Scion DTU.

Helle Nielsen-Elgaard forklarer, at der er masser af tilbud til virksomheder, der gerne vil entrere med forskere for at optimere deres produkter. Men problemet er ofte, at der har været stort fokus på netop produktoptimering og mindre fokus på det rent forretningsmæssige. Det har betydet, at der er en del projekter, som er strandet eller ikke har opnået maksimalt udbytte.
Det vil ’Viden som Vækstmotor’ gøre op med ved at tilbyde målrettet forretningsrådgivning ved siden af forskersamarbejdet.

Gulerod for forskere

”Vi kan ikke nøjes med at sætte to fagpersoner sammen – der skal også være en forretningsudvikling ved siden af produktudviklingen. Tingene har hidtil lidt ligget i hver sin bunke, og vi mener, at det skal gå hånd i hånd og faciliteres professionelt for at komme til at ske,” forklarer Helle Nielsen-Elgaard.

En af de virksomheder, der har gjort sig erfaringer med projektet, er Copenhagen Sensor Technology, der med hjælp fra forskere på DTU Fotonik har udviklet et kamera, som kan optage over en afstand på helt op til 20 kilometer– en opfindelse, der lige nu testes af hemmelige militærenheder i fjerne egne af verden, hvor den allerede har vist sig langt mere effektiv end de termiske kameraer, man ellers bruger.

”Viden Som Vækstmotor er en god hjælp, især til små virksomheder, som har svært ved at finde penge til udvikling, hvilket jo er hammerdyrt og risikofyldt,” siger Emil Piber, der er projektleder i Copenhagen Sensor Technology. Og han er ikke den eneste, der nyder godt af projektet:

”For forskerne er der også en solid gulerod i at samarbejde med virksomheder. Mange forskere publicerer nemlig resultaterne af samarbejdsprojekterne i videnskabelige artikler og bruger deres erfaringer i undervisningen til gavn for fremtidens forskere,” siger Helle Nielsen-Elgaard.

De fik gang i vækstmotoren

Photo: ABC lys
 

Skabte en lysende klar plan

Da ABC-lys, der producerer kvalitetslamper, indledte samarbejdet med to professorer fra DTU Management, kunne de hurtigt se, at virksomheden ville støde ind i problemer, hvis ikke der blev sat fokus på hidtil oversete led i forsyningskæden.

”Forskerne identificerede hurtigt, at målene om ny LED-teknologi og flere eksportkompetencer ikke kunne realiseres, hvis ikke vi optimerede vores supply chain. For eksempel fandt de ud af, at vores kommunikation med montageenheden i Polen ikke var tilstrækkelig,” fortæller Bo Simon Larsen, der ejer virksomheden. Resultatet blev bl.a. en 17-punktsplan, der i dag har betydet, at ABC-lys har øget såvel kvalitets- og leveringssikkerhed som salget af lamper markant.

”Jeg havde mine forbehold, men Viden som Vækstmotor har givet os resultater, der kan ses direkte på bundlinjen,” siger Bo Simon Larsen.

Photo: Little Smart Things

Droner kan se en halspastil fra luften

For den bornholmsk-baserede droneproducent Little Smart Things betød samarbejdet med forskere fra DTU Space ikke kun, at nøjagtigheden af dronernes geo-mapping gik fra en meter til en enkelt centimeter. Virksomheden fik også etableret en professionel bestyrelse, så den nu er langt bedre rustet til fremtiden.

”Der er relativt få mennesker i det her land, som rent faktisk ved noget om droner. Vi var så heldige, at vi med vores deltagelse i vækstforløbet fik etableret en formel kontakt med Jakob Jakobsen fra DTU Space, der er en af de klogeste hjerner på GPS-teknologi herhjemme,” siger direktør og stifter af Little Smart Things, Esben Nielsen.

”Det netværk, vi har fået igennem forløbet, har givet os et uvurderligt afsæt for vores forretnings videre udvikling. Og så tror jeg, at det har været sjovt for Jakob og de andre på DTU Space at se en konkret case, hvor deres viden får stor kommerciel værdi.  

 

Photo: Rokoko

Virtuel heldragt er blevet følsom

Virksomheden Rokoko laver virtuelle heldragter, som får animerede figurer til at leve på teaterscener. Efter at dragternes sensorer er blevet udviklet i samarbejde med en DTU-robotingeniør igennem Viden Som Vækstmotor ligger fremtidens forretning nu også inden for både film- og spilindustrien.

”Vi ville gerne redesigne hele sensorarkitekturen og sørge for, at de enkelte sensorer blev mere robuste og kunne levere bedre bevægelsesdata,” fortæller Matias Søndergaard, der er COO i Rokoko og fortsætter:

”Vi kunne sådan set godt have påbegyndt udviklingsforløbet selv, men med DTU’s mange faciliteter til rådighed og forskerteamets store viden kunne vi nå helt nye højder for vores produkt.” Maziar Zamani, robotingeniøren, der bistod Rokoko i forløbet, er i dag fastansat i Rokoko som CTO.

Photo: Colourbox

Skal digitalisere 40.000 timer svenske film

40.000 timer - eller mere end fire og et halvt års svensk film ud i en køre. Det lyder som et mareridt, men det er en sand drøm for den kun godt tre år gamle danske digitaliseringsvirksomhed Vintage Cloud, der har vundet entreprisen som dem, der skal stå for verdens hidtil største digitalisering af film for fjernsynsgiganten Svensk TV.
For at kunne lande – og løse – sådan en opgave er filmskanningsudstyr af helt sublim kvalitet afgørende. Og det er netop, hvad Vintage Cloud har som et resultat af Viden som Vækstmotor-projektet.

”Vi var klar over, at vi havde brug for hjælp fra lysforskere for at udvikle lysenheden, men som nystartet virksomhed uden nogen speciel kapital virkede det næsten umuligt at få råd til den ydelse ude i byen. Uden DTU-forskernes arbejde havde vi ikke stået med det unikke produkt, vi gør i dag – og endnu vigtigere; uden dem, havde vi ikke vundet verdens største digitaliseringsprojekt,” siger Niels Bokkenheuser, partner og COO i Vintage Cloud.