Foto: Embassy of Denmark in Korea
Foto: Embassy of Denmark in Korea
Foto: Embassy of Denmark in Korea

Danske og koreanske studerende mødes om bæredygtighed

Innovationsevent med fokus på bæredygtighed blev holdt på Korea Advanced Institute of Science and Technology under dansk delegationsbesøg i Korea.

Omkring 40 studerende fra Danmark og Sydkorea deltog den 20.-22. maj i en innovationsevent efter dansk forbillede på Korean Advanced Institute of Science and Technology (KAIST). Her dystede de om at udvikle innovative bæredygtighedskoncepter til VELUX, Hempel og koreanske SK Energy.

Eventen er blevet til i et samarbejde mellem KAIST, DTU og Innovation Centre Denmark og var en del af et officielt dansk delegationsbesøg i Sydkorea – ledet af kronprinsparret – i anledning af 60 års diplomatiske relationer mellem de to lande.

Marianne Thellersen var som DTU’s koncerndirektør for innovation og entreprenørskab med til at bedømme de studerendes resultater:

”Verdensmålene for bæredygtig udvikling betyder meget for DTU. Vi ønsker at være et universitet, der tager et globalt ansvar og bidrager til en bæredygtig vækst gennem partnerskaber med de bedste universiteter i verden.”

”Det er fantastisk inspirerende at se de studerendes motivation for at bidrage til en bedre verden ved at løse virkelige problemer i internationale team. De lærer en masse af udfordringerne og hinanden, og det vil helt sikkert blive en kæmpe fordel for dem på det globale arbejdsmarked.”

Udviklet af DTU Skylab

Innovationseventen på KAIST er udviklet i tæt samarbejde med DTU Skylab. Konkurrencen er en forlængelse af DTU Skylabs samarbejde med KAIST og Innovation Centre Denmark i forbindelse med ungeinitiativet Next Generation P4G, som var en del af det internationale klimatopmøde P4G i København sidste år.

Ved innovationseventen på KAIST deltog studerende fra det sydkoreanske universitet, DTU og andre uddannelser. Og teamene var blandet på tværs af fagligheder og nationalitet.

Vigtig alliancepartner


KAIST er Koreas førende tekniske universitet og en af DTU´s vigtigste alliancepartnere. I mere end ti år har de to universiteter udviklet grønne teknologier sammen. Med en ny aftale, som blev underskrevet sidste år, er der kommet ekstra fokus på samarbejdet mellem de to universiteter om forskning og uddannelse inden for bæredygtig teknologiudvikling.

Rektor på KAIST, Shin Sung-chul, udtaler:

”KAIST’s nye vision er at være et førende universitet, der skaber global værdi. I den henseende er innovationseventen med fokus på grøn vækst og bæredygtig udvikling mellem KAIST- og DTU-studerende et vidunderligt fyrtårnsprojekt, der signalerer vores fremtidige vej."

"På KAIST glæder vi os over samarbejdet med DTU. Lad os arbejde endnu tættere sammen til gavn for vores unge generation og en bæredygtig fremtid."