DTU’s rektor med statsministeren til Sydkorea

DTU’s rektor, Anders Bjarklev, er med i den erhvervsdelegation, der følger statsminister Helle Thorning-Schmidts på hendes besøg i Sydkorea 5.-7. marts. Statsministerens rejse, der indledes med et besøg i Japan, er det største danske erhvervsfremstød i Asien nogensinde.

Formålet med statsministerens besøg er at styrke de politiske og erhvervsmæssige relationer med Japan og Sydkorea samt varetage og fremme konkrete danske erhvervsinteresser i de to lande. I Sydkorea får statsministeren følgeskab af over 70 danske virksomheder og brancheorganisationer.

”Gennem de seneste fem år har vi oplevet, hvordan Danmarks og Sydkoreas videnskabelige miljøer og virksomheder har søgt fælles svar på de store udfordringer vi står over for med hensyn til grøn vækst og en mere bæredygtig fremtid,” siger Anders Bjarklev.

Siden lanceringen af det dansk-koreanske samarbejde Danish-Korean Green Growth Alliance for tre år siden har DTU arbejdet på at fremme den grønne dagsorden for mere bæredygtig energi i samarbejde med koreanske kolleger. Ifølge Anders Bjarklev har DTU et fremragende samarbejde med førende sydkoreanske universiteter og forskningsinstitutioner om udvikling af grønne miljø- og energiteknologier.

”Jeg er overbevist om, at besøget vil blive udbytterigt for Danmark og for DTU, da vi kan udvide eksisterende kontakter og netværk med universiteter og virksomheder i Sydkorea,” siger Anders Bjarklev.

Statsministerens besøg i Sydkorea vil have fokus på en videreudvikling af det eksisterende strategiske partnerskab og den dansk-koreanske grønne vækstalliance. Hun vil under besøget føre politiske samtaler med Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, og premierminister Chung Hongwon.