For 1399 unge mennesker blev denne dag noget helt særligt. I dag var det nemlig første dag på deres drømmestudie.
I alt 520 diplomingeniører og 879 civilingeniører blev i dag budt velkommen af bachelordekan Martin Vigild, formand for Polyteknisk Forening Aske Nydam Guldberg og DTU’s rektor, Lars Pallesen. Sidstnævnte benyttede lejligheden til at fortælle årgang 2011, at man ikke får en universitetsuddannelse i verdensklasse forærende – det kræver hårdt arbejde:
”En undersøgelse har vist, at en gennemsnitsstuderende bruger omkring 25 timer om ugen på sine studier. Jeg mener, at hvis I vil have en uddannelse i verdensklasse, skal I op og arbejde omkring 50 timer om ugen – men heller ikke mere. Sørg også for at der er tid til at spille fodbold og løbe efter pigerne,” sagde rektor.
Første udfordring
Udstyret med skumfiduser, pasta og en plasticpose blev de nystartede diplomingeniørstuderende kastet ud i den første udfordring. Samarbejde. Samarbejde omkring udførelsen af en konstruktion af pasta og skum.
Foto: T. Kaare Smith
Øvelsen havde til formål at introducere de studerende for læringskonceptet CDIO. CDIO karakteriserer den løbebane – eller livscyklus – som ingeniørens problemløsning gennemgår og er en forkortelse af de engelske ord: ”Conceive, Design, Implement, Operate.”
Resultatet af de mange anstrengelser i Festsalen blev nye bekendtskaber – og et varieret udbud af mere eller mindre holdbare konstruktioner.
Konstruktionerne skulle ikke alene kunne stå af sig selv, de skulle også kunne modstå rystelser – og vand!
Foto: T. Kaare Smith
Af: Marie Vendelbo Fridorf
Du kan se en reportage fra velkomsten her: