Center for Arktisk Teknologi undersøger, om den grønlandske haj i fremtiden kan gøre nytte som ressource til bioforgasning.
I et kølerum i bygning 119 ligger en 150 kg tung, gråmeleret grønlandshaj og venter på at blive skåret i mindre stykker. Derefter skal kødet blandes med spildevand og makroalger til en fiskefars, der kan bruges til produktion af biogas og dermed bidrage til at gøre de grønlandske lokalsamfund selvforsynende med energi og mere bæredygtige.
Forskerhaj
Undersøgelser har dokumenteret negative miljøeffekter af udledningen af urenset spildevand i havet fra husholdninger og rejeproduktion såvel som fra de 14.000 årlige tons spildevand fra hellefiskeproduktionen, der er Grønlands hovederhverv.
Marianne Willemoes Jørgensen, der er ph.d.-studerende ved DTU Miljø og Center for Arktisk Teknologi, har fundet ud af, at den giftige havkal, der udgør over 50% af de samlede affaldsmængder i Uummannaq Kommune, indeholder store mængder fedtstof, som er velegnet til produktion af bio-olie og til bioforgasning.
”De indledende undersøgelser af anvendelsesmuligheder for organisk affald, primært fra fiskeri og fangst, har vist et lovende potentiale for produktion af biogas. Biogas vurderes at være den bedste løsning på denne type affald, først og fremmest fordi det er muligt at anvende alt det organiske affald til produktion af el og varme ved en CO2-neutral produktionsmetode. Det kan på sigt føre til mere bæredygtige lokalsamfund i Grønland, som i dag får forsyninger fløjet ind med helikopter,” fortæller Marianne om sine undersøgelser og fortsætter:
”En anden fordel ved biogasproduktion er, at muligheden for at blande sort spildevand (latrin) i biomassen til biogasanlægget holdes åben, hvorved endnu et problem vil kunne løses på sigt.”
Den dovne haj
Som den ligger der, ubevægelig og livløs, ligner havkalen langt fra den glubske og skånselsløse dræbermaskine, som vi normalt forbinder med hajer. Alligevel er den passive krop et godt billede på virkelighedens havkal. For Somniosus microcephalus - den søvnige med det lille hoved - er doven og konform grænsende til det viljeløse.
Havkalen, der kan blive over 7 meter og veje op til 700 kg., er stor og doven, men først og fremmest er den i vejen. Dens kød er giftigt og uegnet til at spise, den æder de fredede isfjordshellefisk fra fangernes langliner, ødelægger linerne og bider selv på krogene i et omfang, der betød, at de grønlandske fiskere tidligere fik 200 kr. i dusør af kommunen for et indleveret hajhjerte for at holde bestanden nede.
Bæredygtige lokalsamfund
De hidtidige undersøgelser af det organiske affald har vist et højt indhold af fedt og protein, hvilket regnes for gode energikilder. I forhold til det samlede årlige energiforbrug i Uummannaq Kommune kan biogasproduktion af det organiske affald supplere kommunen med 13% af det samlede energiforbrug.
Hvis affaldsblandingen er for proteinholdig, er den mindre velegnet til bioforgasning. En del af Mariannes projekt er derfor også at kigge på tang fra søsalaten som alternativ kilde til kulhydrat.
”Fremtidige undersøgelser indebærer test af de teoretiske biogaspotentialer i praksis. Herudover vil det blive undersøgt, om makroalger kan indgå i biomassen og dermed bidrage med kulhydrat, som forventes at være en mangelvare under de givne omstændigheder, med henblik på at skabe en helhedsløsning i de enkelte små samfund i Uummannaq Kommune,” forklarer Marianne om de bæredygtige perspektiver af sin forskning.
Ph.d.-studerende Marianne Willemoes Jørgensen med den omkring 150 kg. tunge havkal, som er fragtet med containerskib til DTU fra Illorsuit i Grønland.
Foto: Thorkild Amdi Christensen
Marianne Willemoes Jørgensen har arbejdet med biogasproduktion i masterprojekt og ph.d.-afhandling under hovedvejleder professor Irini Angelidaki ved DTU Miljø. Projektet er en del af det større projekt Clim-ATIC under professor Arne Villumsen ved Center for Arktisk Teknologi, som har til formål at skabe bæredygtige og økonomiske løsninger, der kan gøre de små lokalsamfund i bygderne selvforsynende. Projektet er delvis finansieret af Uummannaq Kommune.