Der var kransekage på bordet i Uddannelsesministeriet til universiteternes bestyrelsesformænd og rektorer onsdag. Men først skulle der sættes blæk på udviklingskontrakterne.
Bestyrelsesformand Sten Scheibye skrev onsdag under på DTU's udviklingskontrakt for de kommende år. Med signaturen forpligtede han DTU til at styre efter en række konkrete og ambitiøse mål i perioden 2012 til 2014 på områderne kvalitet, sammenhæng, innovation og lavere dimittendalder.
Uddannelsesminister Morten Østergaard var meget tilfreds med kontrakterne. Han betegnede det som en stor og vigtig begivenhed at få de mange udviklingskontrakter underskrevet. Blandt andet har universiteterne forpligtet sig til at få de studerende 3,4 måneder hurtigere frem til afsluttende eksamen.
”Jeg vil gerne takke for en virkelig god proces. Den bold, vi spillede, har universiteterne samlet op på fornemste vis. Universiteterne har nu en høj grad af frihed i opgaveløsningen til at nå målsætningerne, da frihed og tillid er nødvendigt for at få dynamiske universiteter i konstant udvikling,” sagde Morten Østergaard.
Uddannelsesministeren hæftede sig i øvrigt ved, at universiteterne ønskede en stærkere sammenhæng med den øvrige uddannelsessektor. Det glædede ham, da han fandt det nødvendigt for at finde løsninger på de samfundsmæssige udfordringer.
”Vi er allerede et halvt år inde i kontraktperioden, så det er vel passende af få dem skrevet under,” sagde uddannelsesministeren med et smil på læben.
Bestyrelsesformand for DTU Sten Scheibye udtrykte også tilfredshed efter underskrivelsen:
”Jeg vil gerne anerkende ministerens fokus på at begrænse antallet af mål og målepunkter. Det er en velkommen og nødvendig afbureaukratisering som DTU gerne medvirker til kan fortsætte. Konkret er jeg glad for ministerens støtte til DTU’s yderligere styrkelse af samarbejdet med erhvervslivet gennem flere studenterprojekter og flere fælles forskningspublikationer. Det er dokumenteret at være til gavn for virksomhederne såvel som for samfundet. Sidst, men ikke mindst, er det glædeligt, at ministeren anerkender DTU’s internationale fokus gennem mål om større optag af internationale studerende, flere fællesuddannelser og flere forskningspublikationer med DTU’s allianceuniversiteter,” sagde Sten Scheibye.