New study line in digital health. Photo: Jesper Scheel, DTU.

Digital sundhed oprettes som ny specialeretning på DTU

Medicin og medicoteknik Medicinske apparater og systemer Sundhed og sygdomme Informationsteknologi Billedanalyse Computerberegning Dataanalyse Software og programmering
DTU øger optaget på uddannelsen Medicin og Teknologi og opretter en ny specialeretning i digital sundhed.

Markedet for digital sundhed er i vækst og industrien og sundhedsvæsenet efterspørger flere ingeniører med kompetencer inden for udvikling og design af løsninger, lige fra mobile apps til cloud-baserede løsninger, som kan analysere store datamængder gennem brug af kunstig intelligens. Det er baggrunden for at DTU opretter en ny specialeretning i digital sundhed og udvider optaget af studerende med en tredjedel til i alt 120 studerende.

”Den nye uddannelse giver de studerende kompetencer til at udvikle digital teknologi, der både kan monitorere den enkelte patient og sammenholde målingerne med data fra et stort udsnit af patienter blandt andet ved at udnytte cloud-baserede løsninger og kunstig intelligens. Det åbner helt nye muligheder for at lægerne kan levere en skræddersyet behandling til den enkelte patient, i stedet for at tilbyde en standardbehandling,” siger bachelorstudieleder og lektor ved DTU Sundhedsteknologi Kaj-Åge Henneberg.

Flere ingeniører i sundhedsvæsenet

Ifølge tal fra interesseorganisationen IDA er antallet af ingeniører i sundhedsvæsenet siden 2010 steget med 22 procent, så der i 2019 var 553 ingeniører direkte ansat i sundhedsvæsenet. Specialeretningen i digital sundhed bliver oprettet på et tidspunkt, hvor både hospitaler og virksomheder har stærkt behov for nye kompetencer, siger direktør i Medicoindustrien Peter Huntley.

”Uddannelse er spot on både i forhold til at designe og udvikle mobile teknologier og styrke kompetencerne i design og implementering af større software-systemer, som elektroniske patientjournaler. Det offentlige har været tilbageholdende med at udnytte potentialet i digitaliseringen. Der er brug for en ny strategi og der er brug for kandidater med kompetencer til at udvikle og optimere processerne på hospitalerne,” siger Peter Huntley.

Stærke digitale kompetencer

"Den nye uddannelse giver de studerende kompetencer til at udvikle digital teknologi, der både kan monitorere den enkelte patient og sammenholde målingerne med data fra et stort udsnit af patienter blandt andet ved at udnytte cloud-baserede løsninger og kunstig intelligens."
Kaj-Åge Henneberg, lektor på DTU

Medicin og Teknologi er en bacheloruddannelse udbudt i et samarbejde mellem DTU, det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (KU) og Rigshospitalet. Uddannelsens første studieår er et grundforløb, hvor de studerende tager kurser på både DTU og KU. På DTU opnår de studerende kompetencer inden for matematik og analoge og digitale målesystemer, og på KU får de studerende kompetencer inden for humanbiologi og sygdomslære. Herefter kan de studerende vælge én af to specialeretninger på andet og tredje studieår.

I den nye specialeretning digital sundhed får de studerende kompetencer indenfor:

 udvikling af mobile apps og cloud-baserede teknologier til opsamling og lagring af patientdata.
 design og implementering af større software-systemer, fx elektroniske patientjournaler.
 analyse af big data med brug af maskinlæring og kunstig intelligens.

Specialiseringens kurser fokuserer på programudvikling, database-teknologi, datavidenskab, computersystemer, Internet-of-Things (IoT), digitale sundhedssystemer og standarder til udveksling af data. Specialiseringen er tilrettelagt så de studerende kan søge job i private medicotekniske og sundheds-it virksomheder, på hospitaler, i regioners IT-afdelinger og i Sundhedsdatastyrelsen.

De studerende kan også vælge den traditionelle specialisering i medicinsk teknologi, hvor de får undervisning inden for:

 beregninger og simuleringer af fysiologiske fænomener i kroppen.
 konstruktion af hospitalsudstyr til diagnostik og behandling.
 udvikling af software, der gør det muligt at betjene udstyret, og for udstyret at analysere og præsentere data for brugeren.

Specialiseringens kurser fokuserer på fysiologiske og tekniske beregninger, prototypeudvikling af komponenter til hospitalsudstyr samt analyse af medicinske signaler og billeder. Specialeretningen medicinsk teknologi giver de studerende kompetencer, som er efterspurgt i private medicotekniske virksomheder, på hospitaler, i regioners medicotekniske afdelinger og i enheden for medicinsk udstyr under Lægemiddelstyrelsen.