Åbent hus på DTU den 1. november

På Danmarks Tekniske Universitet kan du lære, hvordan verden er skruet sammen, og hvordan du kan være med til at forbedre den. Vi løfter lidt af sløret til Åbent Hus den 1. november kl. 12-18.

På DTU kan du vælge mellem over tyve forskellige ingeniøruddannelser inden for f.eks. fødevarer, kemi, bygningskonstruktion, bioteknologi, akustik, geofysik, matematik, elektronik, rumforskning, medicin, miljø, it, logistik og design. 

Til Åbent Hus kan du møde studerende og undervisere fra alle vores uddannelser og få svar på alle dine spørgsmål om uddannelse, bolig, studiemiljø osv. Du kan også få at vide, hvad der skal til, hvis man gerne vil bygge en robot, en satellit, en økobil eller et plusenergihus. For det er bare nogle af eksemplerne på, hvad man kan beskæftige sig med som studerende på DTU. 

I løbet af dagen vil der derudover være rundvisninger på campus til de laboratorier, som bruges i DTU’s uddannelser, og der vil være mulighed for at tale med universitetets undervisere. For dem, der ønsker at vide mere om, hvad man kan arbejde med som ingeniør, vil der være foredrag med færdiguddannede ingeniører om jobmuligheder og arbejdslivet efter DTU.

Alle stande har åbent kl. 12-18.

Åbent hus på DTU finder sted:

Torsdag den 1. november
Kl. 12-18
Anker Engelunds Vej 1
Bygning 101
2800 Kgs. Lyngby 

Læs mere og lav dit eget program på aabenthus.dtu.dk