Den naturvidenskabelige undervisning får en hjælpende hånd af moderne teknologi. Iværksættervirksomheden Labster, som er grundlagt af to DTU-studerende, har netop modtaget 3 mio. kr. til udviklingen af et virtuelt laboratorium, hvor elever kan prøve kræfter med med cutting-edge videnskabelige forsøg.
Naturvidenskab er i dag essentiel for udvikling af ny medicin, opklaringen af mord, klimavenlige teknologier og meget mere. Men det er desværre ofte for dyrt, kompliceret eller i visse tilfælde helt umuligt at give de studerende muligheden for at lave forsøg inden for disse områder i den virkelige verden. Men hvem siger at det skal foregå i virkeligheden?
Labster udvikler virtuelle laboratorier, der gør studerende i stand til at udføre dyre og moderne naturvidenskabelige forsøg. Allerede nu er det muligt for danske studerende at anvende produktet som ligger gratis tilgængeligt på nettet på www.labster.dk. Man kan for eksempel producere insulin i gær og teste produktet på virtuelle mus. Det har 8000 brugere foreløbigt benyttet sig af, hvoraf de fleste er gymnasieelever.
Med bevillingen fra Fornyelsesfonden kan Labster tage et afgørende skridt mod målet: at revolutionere undervisningen indenfor naturvidenskabelige fag, gennem et banebrydende online læringsunivers. Med bevillingen kan virksomheden nu ansætte flere naturvidenskabelige medarbejdere, programmører, 3D grafikere og spildesignere til at realisere potentialet og sælge produktet internationalt til skoler, universiteter samt større virksomheder med intern medarbejderuddannelse.
Labsters vision om at blive udbredt internationalt afspejles også i at produktet vil blive udviklet i samarbejde med bl.a. DTU, Københavns Universitet, Stanford og UC Berkeley. Førende forskere indenfor læring og didaktik fra Københavns Universitet bidrager til at den nyeste viden om e-learning og forskellige læringsteknikker bliver integreret i projektet. Dette vil være med til at skabe et potentielt nyt eksportmarked for Danmark med fokus på at sælge den danske ekspertise i naturvidenskabelig undervisning internationalt.
Labster er grundlagt af ph.d.-studerende Mads Bonde fra DTU Systembiologi og studerede Tobias Aabye Dam fra Design og Innovation på DTU.
Læs mere i Fornyelsesfondens pressemeddelelse her...
Læs mere om Labster her: www.labster.dk