Erhvervslivets udfordringer er at skabe vækst og nye muligheder. Det er også omdrejningspunktet for et nyt uddannelsestilbud rettet mod erfarne ledere, som søger job.
Kursisterne på uddannelsen ’The 100 Day Growth Challenge’ står over for en spændende udfordring: at skabe en vækstplan på kort eller mellemlang sigt for en konkret virksomhed.
Det er omdrejningspunktet for kurset, som DTU Business med succes nu har udbudt i lidt over et år. Uddannelsen er et tilbud til arbejdssøgende, erfarne ledere, og det udbydes inden for lovgivningen om seks ugers selvvalgt uddannelse til dagpengemodtagere. Underviserne på programmet er internationale professorer på et niveau, som svarer til DTU’s MBA-uddannelse, Master in Management of Technology.
At uddannelsen er relevant for erhvervslivet, er initiativtageren ikke i tvivl om. For den sætter fokus på en udfordring, som mange virksomheder har, nemlig at skabe vækst:
”Det er ingen sag at lave en vækstplan, hvis man har mange penge at investere. Her har vi en anden dagsorden: Hvordan skaber man vækst – her og nu – uden at det koster noget? Det er en ægte udfordring,” udtaler programchef Ellen Als, som har taget initiativet til kurset sammen med en netværkspartner.
Skabe nye job
Ellen Als fik idéen, da hun selv var blevet ledig med en baggrund som bl.a. HR-direktør i Mærsk Olie & Gas og 25 år som jurist. Det almindelige system med seksugers kursus, aktivering og samtaler med en jobvejleder havde ikke noget relevant at tilbyde erfarne ledere som hende, syntes hun.
”De kurser, vi kunne finde, der bare tilnærmelsesvis var relevante for os, handlede om lean, besparelser og procesoptimering – altså om at fjerne job. Eller om at overhale din sidemand på kurset, så det er dig og ikke ham, der får jobbet,” forklarer hun.
Hendes kompetencer og ressourcer ville være bedre brugt på at skabe vækst og nye job i stedet. DTU Business var heldigvis med på idéen, og så gik det stærkt med at udvikle dette uddannelsestilbud skræddersyet til ledere.
I modsætning til mange andre kurser for ledige har dette ikke fokus på at gøre deltagerne bedre til at søge job. Dette kursus handler om at få den strategiske ledelsesdagsorden ind under huden og blive komfortabel med den.
”Målet er både at give deltagerne et bedre fagligt fundament og øge selvtilliden. Kursisterne får dokumentation for, at de har erhvervet sig nogle nye faglige kundskaber, hvilket de kan bruge over for headhuntere og ved jobsamtaler. Samtidig får de også troen på, at de kan gøre en forskel.”
"De kurser, vi kunne finde, der bare tilnærmelsesvis var relevante for os, handlede om lean, besparelser og procesoptimering – altså om at fjerne job."
Ellen Als, programchef, DTU
Det unikke ved kurset er det tætte samspil med erhvervslivet. Det pædagogiske omdrejningspunkt er det såkaldte ’action learning’, hvor der er fokus på reelle udfordringer i virksomheder og på implementering af løsninger.
Ægte virksomhedscases
Deltagerne bliver stillet over for ægte cases fra virksomheder, som har spillet ind med problemstillinger, de gerne vil have i fokus. Gennem de seks uger bliver kursisterne vejledt af kapaciteter på højt internationalt niveau inden for en række emner, der dækker hele værdikæden hos virksomhederne.
Deltagerne bliver inddelt i team, og i slutningen af forløbet skal hver gruppe udarbejde en skriftlig rapport, som de skal fremlægge på et bestyrelsesmøde eller direktionsmøde i virksomheden. Til sidst afholdes både en gruppeeksamen og en individuel eksamen med to eksterne censorer fra erhvervslivet.
Foruden de erfarne ledere optages også et mindre antal håndplukkede nyuddannede akademikere på kurset, hvor de får rollen som juniorkonsulent eller executive assistant. Hvert team kommer derfor til at bestå af ca. fem erfarne ledere og en nyuddannet, så der dannes tværfunktionelle grupper, der matcher den enkelte virksomheds udfordring.
Programmet blev lanceret i august sidste år. Nu er sjette hold i færd med at prøve kræfter med virksomheders vækstudfordringer, og ca. 150 deltagere har gennemført. Resultaterne taler deres tydelige sprog: Mellem 60 og 65 pct. af deltagerne var i job tre måneder efter afslutningen af kurset. En række af landets store virksomheder har da også indarbejdet programmet som en del af deres fratrædelsespakker til ledende medarbejdere.
Førte til ansættelse
En af de tidligere kursister er Steen Ulrik Madsen, som er cand.merc. og MBA fra Insead. Efter kurset blev han ansat i virksomheden Aquaporin.
Den udfordring, som hans hold blev stillet over for, var at lave en forretningsplan for Aquaporins introduktion på markedet. Virksomheden arbejder på at udvikle teknisk avancerede membraner til rensning af vand og har store kompetencer på det teknologiske område, men savnede en analyse af styrker, svagheder, muligheder og trusler, når den med tiden skal sende produkter på markedet. Som ansat i Aquaporin bliver Steen Ulrik Madsens opgave at stå i spidsen for virksomhedens nye afdeling for forretningsudvikling i København, og han skal bygge forretningen op, så de første produkter kan være på markedet i 2014.
Det siger sig selv, at han er meget tilfreds med DTU’s efteruddannelse, som med hans egne ord gav ham et boost. ”Man får en slags revitalisering. Det var vældig inspirerende, fordi jeg arbejdede sammen med højt kvalificerede mennesker om et interessant og konkret projekt fra en virksomhed.”
Sparring til virksomhederne
De deltagende virksomheder har også høstet et stort udbytte. Oliver Geschke, der er vice president for development i Aquaporin, siger:
”Ved afslutningen af kurset havde vi inviteret alle i teamet til en slags jobsamtale, hvor de hver især fik tid til at give os input omkring den udfordring, vi havde stillet. Vi syntes, at Steen Ulrik Madsen klarede sig bedst. Vi kunne godt lide, at han gav os modspil. Han lovede os heller ikke guld og grønne skove.”
Oliver Geschke mener, at kontakten med kursisterne fungerede som en god sparring både for ham personligt og for virksomheden. Samtidig erkender han dog, at teamet skulle løse udfordringen under et stort tidspres, og det er naturligvis begrænset, hvor mange dimensioner man kan nå at få med i løbet af seks uger.
”Det bedste er, at vi fik en god medarbejder. Og jeg kunne sagtens forestille mig, at vi vender tilbage og kaster en ny udfordring på bordet i ’The 100 Day Growth Challenge’ om ikke så længe, når vi er parate til at kunne producere i stor, industriel skala – måske med Steen som virksomhedsvejleder.”
Aquaporin er i færd med at opskalere produktionen. I samarbejde med DTU Miljø har virksomheden netop indledt en pilotproduktion. Det betyder, at membranerne nu kan fremstilles i en automatiseret proces, som vil gøre det muligt at teste dem i større skala. Virksomheden blev etableret i 2005 og beskæftiger ca. 25 medarbejdere i Danmark og tre i Singapore. Målet er at producere verdens bedste membraner til brug ved f.eks. afsaltning af havvand eller genbrug af spildevand.