DTU samler 300 undervisere fra hele verden til konference

Undervisere fra ingeniøruddannelser over hele verden er i disse dage samlet på DTU til fire dages konference.

Amerikanere, asiatere, skandinaver og afrikanere samles i disse dage på DTU i Lyngby til den syvende internationale CDIO-konference.  CDIO står for Conceive – Design – Implement – Operate og er et nyere undervisningskoncept bag ingeniøruddannelserne, der blandt andet inddrager flere praktiske projekter i undervisningen.

 

Konferencens tema er ”Building Educational Networks”, og formålet blandt flere er at fremme kvaliteten af undervisningen på ingeniøruddannelserne.

 

cdiolarsp.jpg

DTU’s rektor, Lars Pallesen, undskyldte det dårlige vejr over for de mange udenlandske konferencedeltagere, men kunne til gengæld love strålende solskin inden døre i form af et tæt og ambitiøst konferenceprogram. Foto: Thorkild Amdi Christensen

 

CDIO-konceptet blev udviklet af Massachusetts Institute of Technology i USA i samarbejde med førende svenske ingeniøruddannelser for omkring ti år siden, og i dag underviser mere end 60 ingeniøruddannelser verden over efter konceptet.

 

DTU indførte CDIO-konceptet i 2008 på alle diplomingeniøruddannelserne.  

 

cdiodeltagere.jpg

Konferencen samler ingeniørundervisere fra over 21 lande. Foto: Thorkild Amdi Christensen

 

Konferencedeltagerne har i år også følgeskab af omkring 100 ingeniørstuderende – også fra hele verden, som deltager i konkurrencen Rethink City, der finder sted sideløbende med konferencen. De studerende arbejder på at udvikle nye løsninger til storbyens udfordringer med blandt andet CO2-udslip og strømforbrug.

 

De to bedste projekter bliver kåret på Københavns Rådhus onsdag den 22. juni kl. 15.

 

Læs mere om 7th International CDIO Conference 2011

 

Læs mere om Rethink City