Foto: Mikael Schlosser.

Gamle computere bliver sendt til Afrika

Cybersikkerhed
En gang om året sender DTU en container med gammelt it-udstyr til Eritrea, hvor det får et nyt liv. Bag ideen står systemadministrator Sahle Berhane.

Systemadministrator Sahle Berhane fylder containeren med DTU’s aflagte computere, tastaturer, telefoner, skærme, mus, netværksudstyr og servere. Men i stedet for at køre containeren på lossepladsen sørger han for, at den bliver fragtet med skib til Eritrea, hvor computere og it-udstyr får nyt liv.

Det er den syvende container, Sahle Berhane fra Afdelingen for IT Service, AIT, har fyldt siden 2005. Og i Eritrea har skoleelever, lærere og sundhedspersonale i seks provinser fået glæde af udstyret på skoler, biblioteker og hospitaler.

Interaktiv undervisning
”It betyder meget for udviklingen af Eritrea. Med hjælp af it kan lærerne holde styr på skoleskemaer og miljøplaner og undervise elever med interaktive skolebøger. Dermed er eleverne også med til at påvirke undervisningen. Den chance havde jeg ikke som barn,” fortæller Sahle Berhane.

Han kom til Danmark i 1983 som flygtning fra Eritrea og blev uddannet som civil- og systemingeniør på DTU. I 2004 blev han ansat i IT Service, hvor han blev opmærksom på det skrotklare it-udstyr, der stod i kælderen. Det var her, at tanken om at genbruge it-udstyret begyndte at vokse.

Som medlem af det dansk-eritreiske netværk Azmara.dk fik han sammen med formanden Michael Dorph Jensen lavet en aftale med DTU om at sende de brugte computere til Eritrea.

Værdi for samfundet
I dag er Sahle Berhane ikke længere alene om at klargøre og rense computere for data. Han får stor støtte og hjælp fra kollegerne i AIT. Og arbejdet lønner sig. I efteråret 2013 fik DTU besøg af de partnere, der modtager computerne i Eritrea. De fortalte, hvilken glæde de gamle computere giver børnene i Eritrea, fortæller Sahle Berhane:

”I gamle dage kunne 1.000 børn slås om 100 bøger på biblioteket. Hvis man var heldig, kunne man låne en bog hver tredje måned. Nu kan man åbne en computer og læse bogen på cd-rom. Computerudstyret har således stor værdi både for den enkelte elev og for samfundet.”