Foto: Louise Amalie Juul Sønderskov.

Nyskabende forskning modtager millioner fra Det Frie Forskningsråd

Otte forskertalenter fra DTU modtager tilsammen cirka 15 mio. kr. fra Det Frie Forskningsråd til deres banebrydende projekter. Postdoc-bevillingerne falder inden for kategorierne 'Teknologi og Produktion' samt 'Natur og Univers'.  

Internationalisering og forskning på tværs af discipliner er blandt tendenserne i årets uddeling af 62 individuelle postdoc-stipendier til banebrydende forskningsprojekter inden for sundhedsvidenskab, humaniora, naturvidenskab, teknisk videnskab og samfundsvidenskab. I alt har Det Frie Forskningsråd uddelt 120 mio. kr. til nyskabende forskning.

Blandt modtagerne er otte forskertalenter fra DTU, der tilsammen modtager cirka 15 mio. kr. Postdoc-bevillingerne falder inden for kategorierne 'Teknologi og Produktion' samt 'Natur og Univers'.

I en pressemeddelelse siger formanden for Det Frie Forskningsråd I Kultur og Kommunikation, professor Frederik Tygstrup:

”Projekterne er et udtryk for, at komplekse problemer kræver mange forskelligartede indgangsvinkler for at kunne løses. Humanister tilbyder måder at forstå menneskelige interaktioner, som f.eks. føjer sig ind i både tekniske, medicinske og geologiske problemstillinger. Såvel mangfoldighed i viden som tværfagligt samarbejde er grundlaget for innovative løsninger. Forskerne udviser enorm nysgerrighed og vovemod til at kombinere fagområder, det er en tendens, der lover godt for fremtiden."

Læs pressemeddelelse.

Læs om bevillingerne inden for kategorien 'Teknologi og Produktion'.

Læs om bevillingerne inden for kategorien 'Natur og Univers'.

Læs mere om Det Frie Forskningsråd

Se hvilke projekter, der har fået bevilling fra Det Frie Forskningsråd

Projekttitel: Microstructurally engineered piezoelectrics for lead-free, high-resolution ultrasound imaging
Bevillingsmodtager: Astri Bjørnetun Haugen
Bevilget beløb: 1.729.521 kr.
Projektbeskrivelse: De fleste dødsfald i Danmark skyldes hjerte-karsygdomme, som i stigende grad diagnosticeres ved hjælp af intravenøs ultralydsscanning. Dette projekt vil undersøge potentialet i en ny målesonde, som fremstilles på en fundamental anderledes måde og med en speciel mikrostruktur, der gør det muligt at bruge nye, blyfrie komponenter.

Projekttitel: Multidisciplinary design and optimization of a 20 MW wind turbine rotor with analytical vortex-based aerodynamics
Bevillingsmodtager: Emmanuel Simon Pierre Branlard
Bevilget beløb: 1.854.000 kr.
Projektbeskrivelse: De nuværende vindmølledesigns anvender relativt stive vinger til at modstå de belastninger, der forekommer under en vindmølles levetid. Dette projekt vil bruge ikke-lineær bjælke-teori og vortex-aerodynamik til at foretage aeroelastiske simuleringer af fleksible vinger, der ikke er rette. Dette projekt vil hjælpe vindmølleproducenter og andre forskere ved at tilbyde et nyt designværktøj samt et nyt avanceret design af en stor vindmølle på 20 MW.

Projekttitel: Fast Solvers for Nonlinear Model Predictive Control of Energy Systems
Bevillingsmodtager: Gianluca Frison
Bevilget beløb: 1.990.368 kr.
Projektbeskrivelse: I dette projekt udvikles numeriske algoritmer til styring og optimering, som muliggør fleksibel og proaktiv drift af vindmøller og andre enheder i et energisystem. Der udvikles også algoritmer, som udnytter den øgede fleksibilitet af de enkelte enheder til at koordinere driften af det samlede energi-system på en mere robust og effektive måde end muligt med eksisterende teknologier. Sådanne styrings- og optimeringsalgoritmer muliggør et grønt energisystem baseret på fornybare energikilder som for eksempel vindenergi.

Projekttitel: Early exposure to CO2 in salmonids: The long-term effects on Atlantic salmon growth and performance in aquaculture.
Bevillingsmodtager: Javed Rafiq Khan
Bevilget beløb: 1.913.304 kr.
Projektbeskrivelse: Eksponering af juvenile fisk for forhøjede CO2-niveauer under produktionens ferskvandsstadier mistænkes for at resultere i væsentligt forringet foderudnyttelse og tilvækst senere i livet. Projektets mål er, gennem samarbejde med erhvervet, at forstå de fysiologiske mekanismer forårsaget af CO2-eksponering, der hæmmer atlanterhavslaksens vækst i recirkulerede akvakultursystemer. Det er yderligere et mål at opnå viden til rådgivning af erhvervet og at kunne bidrage med god forvaltningspraksis (BMP) for optimal produktion og dyrevelfærd.

Projekttitel: Flexoelectric MEMS: An Opportunity to Boost Performance and Remove Toxic Constituents
Bevillingsmodtager: Nirupam Banerjee
Bevilget beløb: 2.013.120 kr.
Projektbeskrivelse: Microelectromechanical systems (MEMS) devices on silicon (Si) have become a mainstream part of modern microelectronic technology with several important applications. The project aims to demonstrate and understand the utility of an unconventional material property, namely “flexoelectricity” for electromechanical actuation of MEMS devices on Si. Nirupam Banerjee’s recent results utilizing this novel approach have already demonstrated high figures of merit in Pb-free SrTiO3 flexo-MEMS cantilevers, that rival those of the best piezoelectric bimorphs.

Projekttitel: Using Big Data sources for the consistent estimation of next-generation route choice models
Bevillingsmodtager: Thomas Kjær Rasmussen
Bevilget beløb: 1.243.930 kr.
Projektbeskrivelse: Rutevalget udgør en stor og vigtig komponent af enhver trafikmodel, men mange af nutidens rutevalgsmodeller er teoretisk inkonsistente. Desuden er de ofte kalibreret manuelt, baseret på data genereret af spørgeskemaundersøgelser med urealistiske hypotetiske valgsituationer. Der er for nylig blevet udviklet en teoretisk konsistent rutevalgsmodel, men der foreligger endnu ikke metoder til estimering af den. Projektets formål er at udvikle metoder til konsistent estimation af den nye rutevalgsmodel, der udnytter nye Big Data-kilder (f.eks. GPS-data).

Projekttitel: A Novel Approach to Generate Multifunctional Polymer Brush Films to Tailor Interfacial Properties
Bevillingsmodtager: Troels Røn
Bevilget beløb: 2.656.207 kr.
Projektbeskrivelse: I forskellige organer som for eksempel spiserøret eller tarmene på pattedyr eller på overfladen af fisk og snegle sidder der slimlag (mucus), som sænker gnidningsmodstanden ved kontakt med andre legemer. Mucuslaget udgør også en fysisk barriere, som hindrer infektioner fra bakterier og virus. Dette projekt omhandler undersøgelsen og fremstillingen af overflader med egenskaber lignende dem mucus-slim udviser.

Projekttitel: Collective effects in two-dimensional materials: electronic excitation and manipulation of plasmons
Bevillingsmodtager: Thomas Christensen
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 1.747.858 kr.
Projektbeskrivelse: De frie ladningsbærere i metaller kan under afpassede forhold understøtte kollektive oscillationer kaldet plasmoner. Plasmonerne oscillerer ved egenfrekvenserne af det ladningsbærende plasma og har en karakter af delvis elektronisk, delvis fotonisk art. Et væld af muligheder for at bryde rammerne inden for elektronik og optik opstår i dette krydsfelt, f.eks. sprængning af diffraktionsgrænsen. Dette projekt vil teoretisk undersøge mulighederne for excitation på elektronisk vis, særligt i todimensionelle (2D) materialer såsom grafen og topologiske isolatorer. Projektets mål er at udforske disse unikke muligheder i todimensionalle platforme med henblik på at indfri dette potentiale.