Bakterierne skal have kamp til stregen på Roskilde Festival

Det er ikke let at holde hænderne rene på Roskilde Festival og det giver bakterier af alle slags gode vækstbetingelser. Det viser et forsøg, som et hold DTU-studerende har gennemført med hjælp fra 250 festivalgæster. Den gode nyhed er, at festivalgæsterne viser stor interesse for at holde bakterierne i skak.

Torsdag eftermiddag samlede de fire studerende på DTU’s bioteknologiuddannelse prøver ind rundt omkring i campingområder. 100 mænd og 100 kvinder satte et tommelfingeraftryk i en petriskål før og efter håndvask, halvdelen blev bedt om at vaske hænder i vand og sæbe og halvdelen om at rense hænderne i sprit.

“Prøverne viser ikke overraskende, at der er mange bakterier på folks hænder. Det betyder ikke, at det er farligt, men når vi kommer hjem på DTU skal vi finde ud af, hvilke bakterier, det er vi har fundet,” fortæller Charlotte Beck, der er projektleder for gruppen.

I yderligere 50 prøver blev fingeraftrykkene sat i en gel, der var iblandet penicillin for at kunne spotte resistente bakterier.

“Og dem var der faktisk temmeligt mange af. Det er ikke så overraskende, men det er jo ikke spor godt. Men først når vi får analyseret dem i laboratoriet kan vi sige, om der f.eks. er multiresistente eller potentielt sygdomsfremkaldende bakterier i mellem,” siger Charlotte Beck..

Projektholdet består udover Charlotte af Line Ledsgaard Jensen, Line Hillerup Kristensen og Cassandre Hellensberg. De har selv fået ideen til specialkurset, som de får 5 ETCS-point for og som skal munde ud i en rapport og nogle anbefalinger til Roskilde Festival.

“Vi oplevede en stor interesse både for selve forsøget og for at holde en god hygiejne. Det sidste er jo svært på Roskilde Festival, og derfor er der et potentiale i at give festivalgængerne bedre muligheder for at vaske hænder,” siger Charlotte Beck.

I de DTU-studerende Front Lab ved Odeon-scenen gennemførte de fire desuden en test, hvor festivalgæster smurte hænderne ind i farvet væske, som afslører mangelfuld rengøring.