Antistoffer mod Schmallenberg virus påvist i kvæg i Danmark

Fødevarer

DTU Veterinærinstituttet har fundet antistoffer mod Schmallenberg virus i prøver fra to kreaturer i Sønderjylland. Det er første gang infektion med dette nye virus er konstateret i danske husdyr.

To kreaturer, der stammer fra den samme kvægbesætning i Sønderjylland, har været udsat for Schmallenberg virus, der har spredt sig i Europa siden sommeren 2011. Det viser en undersøgelse for antistoffer foretaget af DTU Veterinærinstituttet.

”Dermed er det for første gang konstateret, at husdyr i Danmark har været inficeret med Schmallenberg virus,” fortæller Anette Bøtner, der er dyrlæge og leder af Sektion for Eksotiske Virussygdomme ved DTU Veterinærinstituttet.

Antistofferne, der dannes af immunforsvaret, kan spores i blodet i månedsvis efter en infektion med Schmallenberg virus, og de to kreaturer er sandsynligvis blevet smittet i efteråret via de små myg – mitter. DTU Veterinærinstituttet har nemlig konstateret Schmallenberg virus i mitter indsamlet i Sønderjylland i efteråret 2011, og mitter er ikke aktive om vinteren. Det videnskabelige tidsskrift Emerging Infectious Diseases har netop publiceret en artikel om det danske fund i mitter.

Læs den videnskabelige artikel her og læs mere om fundet i mitter her.

Misdannede lam, kid og kalve

DTU Veterinærinstituttets tilbyder serologisk undersøgelse for antistoffer mod Schmallenberg virus i prøver fra kvæg, får og geder. Indtil videre er prøver fra 23 dyr blevet undersøgt for antistoffer. Hvoraf to altså er fundet positive.

Der er desuden blevet undersøgt 53 dødfødte eller svagfødte kalve, lam og gedekid med misdannelser for Schmallenberg virus ved DTU Veterinærinstituttet. Der er ikke påvist Schmallenberg virus i disse dyr. Der kan ellers ses aborter og især fødsel af misdannede kid, lam og kalve fra moderdyr, der har været inficeret med Schmallenberg virus under drægtigheden.

Symptomer på infektion kan i voksne dyr desuden være feber, markant fald i mælkeydelse og diarré. Schmallenberg virus forårsager ikke sygdom hos mennesker.

Prøver til undersøgelse for antistoffer mod Schmallenberg virus skal sendes til DTU Veterinær-instituttet via Dianova. Læs mere her.

Kontakt

Anette Bøtner, sektionsleder og dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 7858 og e-mail aneb@vet.dtu.dk

Bertel Strandbygaard, dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 7827 og e-mail bstr@vet.dtu.dk 

Mette Buck Jensen, kommunikationsansvarlig ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 6316, mobil 2365 2899 og e-mail mebu@vet.dtu.dk