Fredag den 25. juni summede det med sjove, geniale og seriøse ideer til bæredygtighed og teknologiske klimaløsninger på DTU i Lyngby, da studiekonferencen GRØN DYST løb af stablen for første gang.
Det var en veloplagt klima- og energiminister, der gæstede DTU den 25. juni i anledning af studiekonferencen GRØN DYST. Mere end 200 af universitetets ingeniørstuderende dystede om den bedste grønne ide og muligheden for at vinde præmier for i alt 100.000 kr.
”Jeg har prøvet at iføre mig GRØN DYST-tøj,” indledte Lykke Friis fra talerstolen og henviste til sin lysegrønne bluse og grønne stiletter, da hun tog hul på præmieoverrækkelsen, som fandt sted i universitetets bibliotek. Det var i dagens anledning inddraget til udstillinger af de mere end 90 projekter, som de studerende præsenterede.
Klima- og energiministeren bemærkede, at hun som ligestillingsminister også var meget glad for at se så mange kvindelige ingeniørstuderende deltage i dysten.

Klima- og energiminister Lykke Friis satte fut i præmieoverrækkelsen ved GRØN DYST på DTU. Foto: Thorkild Amdi Christensen
Vinderprojekterne blev udvalgt af en række dommerpaneler, som bestod af politikere, heriblandt Margrethe Vestager (R) og Ida Auken (SF) samt repræsentanter fra erhvervslivet, heriblandt MT Højgaard, Novozymes, GlaxoSmithKline og Grontmij | Carl Bro, og dommerne havde mere end rigeligt med projekter at vælge imellem:
Ét projekt præsenterede ler som et alternativt byggemateriale til beton, hvis produktion har 10-20 gange højere CO2-udslip. Et andet projekt anvendte solfangere til afkøling, så køleskabe og aircondition kan køre på solenergi frem for strøm. En gruppe ingeniørstuderende på tværs af universitetets studieretninger kunne præsentere udregningerne til en festival-pavillon af træflis og majs, hvilket kan løse et stort affaldsproblem for Roskilde Festivalen, hvor omtrent 8.000 pavilloner af plastic og metal årligt efterlades på festivalpladsen.
Hovedpræmierne på hver 25.000 kr. gik dog til helt andre projekter. Det bedste projekt på kandidatniveau blev vundet af Kasper Bislev Kallestrup fra DTU Management. Projektet ”Optimization of trailer transport” angriber problemet med CO2-udslippet fra lastbilers godstransporter. 20 procent af CO2-udslippet i EU forårsages af gods- og transportsektoren. 40 procent af udslippet kommer fra transport af tomme lastbiltrailere. Projektet beskriver et it-værktøj, der gør det muligt at planlægge godstransport bedre, så tomme kørsler minimeres.

Kasper Bislev Kallestrup (tv.) modtager hovedpræmien på 25.000 kr. for det bedste projekt på kandidatniveau. Bachelordekan Martin Vigild hjælper klima- og energiminister Lykke Friis med præmieoverrækkelsen. Foto: Thorkild Amdi Christensen.
Det bedste projekt på bachelorniveau, der ligeledes udløste en kontant præmie på 25.000 kr., blev udført af Mads Tvillinggaard Bonde, der læser på DTU Systembiologi. Mads præsenterede ”A virtual greentech laboratory”. I det virtuelle laboratorium vil simuleringer minimere behovet for laboratorieudstyr og reducere brugen af skadelige kemikalier, når ingeniører arbejder med enzymer, bakterier og medicin.

Mads Tvillinggaard Bonde fra DTU Systembiologi imponerede dommerne med sit virtuelle laboratorium og vandt dermed præmien for bedste projekt på bachelorniveau. Foto: Thorkild Amdi Christensen
DTU afholdt GRØN DYST for at fremme de studerendes innovationslyst inden for klimaløsninger og bæredygtighed.
”Jeg håber, at I gør denne her dyst til en fast tradition. I er med til at booste den pionerstatus, Danmark har nydt godt af i mange år inden for de grønne løsningers område. Så bliv ved med det, det er jer, vi skal leve af, det er jer, som sikrer, at Danmark bliver en grøn IQ-magnet i de kommende år,” lød opfordringen fra Lykke Friis til DTU og alle de fremmødte ved GRØN DYST.
Se alle GRØN DYST-vinderne.
Læs mere om GRØN DYST.
Læs pressemeddelelse om GRØN DYST.
Se video fra dagen.