Foto: Thorkild Amdi Christensen

Statoil Prisen 2012 til DTU-forsker i metaller

Byggeri
Grethe Winther, der er dr. techn. og seniorforsker ved DTU Mekanik, modtager prisen som en anerkendelse af hendes forskning i, hvordan metaller opfører sig under mekaniske påvirkninger og forarbejdninger. 

Der er tale om grundforskning, hvis resultater har et stort potentiale, når de udnyttes i fremtidens industrielle processer til at formgive metaller, hedder det i begrundelsen for tildelingen af prisen.

Mere specifikt drejer Grethe Winthers forskning sig om de processer, der foregår under formgivning af metaller ved valsning, trækning og presning til brug for alt lige fra bil- og flydele til køkkenudstyr. Ved alle disse processer dannes fejlstrukturer (de såkaldte dislokationer), der gennem deres tilstedeværelse kontrollerer egenskaberne af det deformerede metal.

Dislokationerne følger imidlertid naturens love og arrangerer sig i en vis orden. De videnskabelige principper, der styrer denne orden, har været målet for Grethe Winthers forskning, og det er nået gennem veldokumenterede eksperimenter og teoretiske analyser. Der er hermed skabt viden til brug for fremtidens videnskabelige og teknologiske forskning inden for en række af de faglige discipliner, hvor metallernes opførsel studeres. 

Læs mere om Grethe Winthers forskning og hendes doktorafhandling i en artikel i DTU Avisen 2009.

Læs mere om dagens prismodtager på DTU Mekaniks hjemmeside.