To studerende vil skaffe bønder i Sierra Leone et hårdt tiltrængt solcelledrevet kølerum til afgrøder.
Trygt hjemme i Danmark, nærmere bestemt på en café på Nørrebro, sidder Christopher Vedelsby og Rune Holse. Det er nogle uger siden, de vendte hjem fra Kenema, den tredjestørste by i det vestafrikanske land Sierra Leone. Tilværelsen i den afrikanske storby bød på tætpakkede markeder i alle regnbuens farver, en temperatur på den gode side af tredive grader og et vindue på cirka fire timer om dagen, hvor det statslige kraftværk kunne levere strøm nok til alle.
Historien starter for godt et år siden, hvor Christopher og Rune, som i forvejen er gode venner, bliver enige om, at de gerne vil skrive deres afgangsprojekt på diplomingeniøruddannelsen Eksport og Teknologi sammen. De har begge en stor passion for at komme ud og se verden, og i samarbejde med Ingeniører uden Grænser vælger de et projekt, som skal munde ud i, at der bliver opstillet et solcelledrevet kølerum nær en fattig landsby i Sierra Leone, så de lokale bønder kan opbevare deres afgrøder korrekt. Som det er nu, går op mod halvdelen af høsten nemlig i forrådnelse, inden den bliver solgt.
Ingen e-mails
Som eksportingeniører har hverken Rune eller Christopher den tekniske knowhow til at bygge et kølerum alene. Deres styrke ligger i planlægningsfasen, og da de i januar stiger om bord på flyveren sydpå, har de stort set ingenting i kalenderen. En meget uvant situation, når man arbejder i Danmark.
"Det med at arrangere møder i Sierra Leone kan godt være en udfordring. Der er kun strøm nogle timer om dagen, så man kan ikke bare maile. Der er også det kulturelle aspekt – man skal se folk i øjnene. Det hele foregår ved, at man selv går hen med et brev, for der er ikke noget postvæsen, og så derefter aftaler et møde med vedkommende. Det er en ret lang proces," forklarer Rune.
Men med hjælp fra deres lokalkendte guide formåede de alligevel at få sat møder op med bønder, borgmestre, lokale høvdinge og sågar en landbrugsminister. I disse situationer gav deres uddannelse virkelig pote, for på Eksport og Teknologi får man indsigt i, hvordan forskellige kulturer skal håndteres.
Kulturen var på mange måder en udfordring for de to unge danskere, der på ganske få dage formåede at blive lokale kendisser i byen Kenema, hvor de brugte størstedelen af deres tid. Især maden voldte problemer.
"Vi havde ikke adgang til et køkken på vores hotel, så vi spiste ude tre gange om dagen. Nogle af de lokale delikatesser var dog ikke så appetitlige – man kan for eksempel få de her kæmpestore afrikanske rotter, i en ret der kaldes grasscutter. Det fortryder jeg lidt, at vi nåede at google, før vi satte tænderne i det," griner Christopher. Sierra Leone, der i årtier var plaget af borgerkrig og sidenhen ebola, har stort set ingen vestlige turister.
Derfor blev Rune og Christopher, der i øvrigt begge er et hoved højere end de fleste danskere, betragtet som lidt af et særsyn. Især ude i de små landsbyer fik de lokale børn store øjne, når ingeniørerne kom på besøg.
"Hver gang vi gik ind i en landsby for at møde de lokale, råbte børnene poomuin. Det betyder hvid mand, og det tog ikke mange sekunder fra det første råb, før vi var omringet af nysgerrige børn," siger Rune med et smil.
Færdig i år
Tilbage i Danmark er de begge i fuldt sving med deres hverdag igen. Christoffer med arbejdet, og Rune med at finde et job. Næste fase af projektet er at finde penge nok til at få bygget det solcelledrevne kølerum og få det stillet op i en landsby i Sierra Leone. Til det søger Ingeniører Uden Grænser ingeniørstuderende, der har mod på at give en hånd med. Hvis alt går vel, så håber og tror Christoffer og Rune på, at det første solcelledrevne kølerum står færdigt i slutningen af året, så de fattige bønder ikke behøver smide halvdelen af høsten ud.