På billedet ses Cameron Hall (University of Oxford, UK) i færd med at regne på tavlen. Foto: Fionn Fitzmaurice (Trinity College, Dublin)

Virksomheder får førstehjælp af matematiske problemknusere

Cybersikkerhed

Med kun en halv dag tilbage, af en hel uges intens behandling af fire virksomheders konkrete problemer, var de 24 europæiske problemknusere fra bl.a. DTU Matematik i perlehumør. Der blev nemlig fundet frem til fornuftige løsninger på de fleste af de opstillede problemer.

ESGI – eller European Study Group with Industry – er en tilbagevendende begivenhed, som i år har 15 års jubilæum i Danmark. Ideen bag ESGI er enkel: virksomhederne kommer med et konkret problem, som de skal have hjælp til at løse. Og matematikerne - de lægger hovederne i blød fra 9 morgen til 9 aften i en hel uge, for at finde mulige løsninger.

Poul G. Hjorth og Jens Gravesen fra DTU Matematik har været initiativtagere for at få stablet ESGI på benene i Danmark, og selvom der til tider skal trækkes noget på netværket, når virksomheds-cases skal findes, så oplever de at mange virksomheder kommer igen, når de først har været med. Torben Amby fra Siemens forklarer, hvorfor de deltager: 

"ESGI, er en intens måde at få mange input til en konkret problemstilling fra ens hverdag. Den matematik vi selv har udviklet bliver lynhurtigt gennemgået og udvidet, men også udfordret af en gruppe mennesker, som besidder hver deres matematiske værktøjskasse. Vi er gennem tiden stillet op med meget forskellige matematiske problemstillinger, og vi er altid kommet hjem med noget nyt,” forklarer han og tilføjer, at han blev positivt overrasket over, hvordan gruppen med både studerende og undervisere i år arbejdede motiveret og i højt humør til sent ud på natten, for at finde den fulde løsning på hans problemstilling.

På dette års ESGI har fire virksomheder, meldt ind med behov for hjælp.

”Det er en stærk oplevelse at være med på en uge som denne. Ikke mindst for de få udvalgte ph.d.- og masterstuderende, som får lov til at være med. Og for de garvede indenfor faget, er det interessant at overføre de abstrakte værktøjer fra matematikkens verden på helt konkrete problemer fra virkelighedens verden,” uddyber Poul G. Hjorth, som til daglig er lektor på DTU Matematik. 

Fire virksomheder – fire opgaver
Årets problemer har for Simens vedkommende været, hjælp til hvordan man præcis skal vikle kabler uden på et rør for at opnå et specifikt magnetfelt indeni røret. Et andet firma, Flonidan A/S, har ønsket at få hjælp til en avanceret signalanalyse af, hvor lang tid det præcis tager for et lydsignal, at bevæge sig mellem to punkter i et rør hvori der strømmer en gas.

Vejanalysefirmaet Greenwood Engineering har ønsket hjælp til at kombinere data fra GPS, og data fra et accelerometer på den mest optimale måde. Disse informationer skal de bruge i firmaets arbejde med at kunne rekonstruere præcis hvor de har været, når de indsamler data fra vejene rundt omkring i Danmark.  

Det sidste firma var GoDevelopment, en helt ny opstartsvirksomhed, som ser på, om problematikken omkring lagring af den overskydende vedvarende energi, kan løses ved at pumpe vand i kæmpe plastiksække under jorden.”En spændende og lidt større udfordring, da de har ønsket hjælp til mange af de fundamentale designspørgsmål,” forklarer Poul G. Hjorth.