Roskilde Festival: Øllerne bliver kølet med solens stråler

Tre hold DTU-studerende bruger energi fra solen til bæredygtig køling af drikkevarer på Roskilde Festival. Tricket hedder ‘fordampningskøling’.

Uden kolde øl, ingen Roskilde Festival. Derfor har tre hold DTU-studerende sat sig for at sikre kølige drikkevarer uden brug af energislugende køleskabe. Alle tre bygger på princippet om ’fordampningskøling’, der i århundreder har været brugt til at holde madvarer kolde ved hjælp af solens varme.

Vi kender alle princippet: Hvis man sutter på en finger og stikker den op i luften, føles huden kølig når vandet fordamper fra fingeren. Fordampningskøling er mest effektivt i tørt vejr, så hvor kolde øllerne bliver, afhænger meget af vejret. Derfor er der mange gode grunde til at håbe på tørt og solrigt vejr i festivalperioden.

Fire studerende har med projektet ”Coolbox” valgt en helt simpel model, der består af et ventilationsrør beklædt med polyetherskum. Når skummet holdes vådt, vil fordampningen af vandet køle beholderens indhold ned.

"På festivalen vil vi give festivaldeltagerne mulighed for at bygge deres egen ølkøler med plads til 12 dåseøl"
Magnus Held, en af de fire DTU-studerende bag Coolbox

”På festivalen vil vi give festivaldeltagerne mulighed for at bygge deres egen ølkøler med plads til 12 dåseøl. Desuden vil vi fortælle deltagerne om principperne bag fordampningskøling og perspektiverne i at køle med fordampning,” fortæller Magnus Held, som er en af de fire DTU-studerende bag Coolbox.

Lidt mere kompliceret er projektet ”Det naturlige køleskab”, som studerende Anders Kjær Huntley er med i.

”Vores koncept er en boks-i-en-boks, hvor den indre boks er beklædt med et vådt klæde, og kanaler sørger for luftgennemstrømningen i mellemrummet af den indre og ydre kasse. Gennemstrømningen holdes regelmæssig ved pc-blæsere, der bruger en minimal mængde strøm. Hele molevitten er isoleret, så solens varme stråler holdes udenfor,” fortæller Anders Kjær Huntley.

Det tredje køleprojekt hedder simpelthen ”Køl ned”. Her foregår nedkølingen under et lavt tryk på 0,01 bar, og det betyder, at systemet kan arbejde under lavere temperaturer. Hvis de rette omstændigheder er til stede, vil det kunne nedkøle 10 øl fra 20 til 10 grader på under 30 minutter.

”For at kunne vise projektet frem for festivalgæsterne vil vi fungere som en ”kold øl”-service, der befinder sig et nyt sted hver dag, og hvor man kan bytte varme øl til kolde,” fortæller DTU-studerende Kasper Hjorthær Nielsen.

Gruppens system består af to beholdere, der er forbundet med et rør. I den ene ligger øllerne i vand, mens den anden indeholder salt, som optager vanddamp fra den første beholder, hvor øllerne bliver kølet ned som følge af fordampningen. Restproduktet er saltvand, som en solfanger varmer op, så vandet fordamper og saltet kan bruges igen.

De to første projekter kan opleves i DTU’s TechLab mellem Avalon og Pavillion.