En plastik-fotonisk krystalfiber er nu for første gang produceret på et dansk universitet og for første gang i Europa i det hele taget. I de seneste uger har en håndfuld forskere på Danmarks tekniske Universitet kæmpet med at få et nyt træktårn installeret, så Danmark kan bevare førerpositionen inden for optiske fibre
Optiske fibre af plastik har store anvendelses perspektiver inden for netværk i biler, toge, fly og bygninger, samt inden for sensor industrien. Allerede i dag har de fleste nye biler kommunikationsnetværk af plastik optiske fibre i sig til underholdning- og sikkerhedssystemer.
Krystalfibre er en ny type optisk fiber i hvilken kappen, der holder lyset inde i kernen, består af et mønster af små huller. Ved at variere hullernes størrelse og mønster kan man ændre hvordan lyset udbreder sig. For at producere krystalfibrene, skal forskerne bruge et såkaldt træktårn, som i dag indvies på DTU.
”Krystalfibre kan designes til at have egenskaber, som konventionelle fibre aldrig kan få, såsom at lede lyset i en kerne af luft. COM Centret på DTU er førende i verden inden for udviklingen af optiske biosensorer baseret på krystalfibre, hvor biomolekyler såsom DNA suges ind i de små huller og måles meget effektivt af lyset der udbreder sig i fiberen”, forklarer lektor Ole Bang fra DTU.
Danmark har altid haft en stolt tradition for at være blandt de førende lande inden for optiske fibre, og dén position kan nu sikres yderligere.
”Det er målet med det nye træktårn, at studerende i fremtiden i et normalt 1-semesters kursus for første gang skal kunne designe fibre med ønskede egenskaber på en computer, selv trække fiberen og selv teste dens egenskaber bagefter. Nyuddannede ingeniører vil derved få en erfaring der er meget værdifuld for vores eksisterende fiberindustri og det er håbet at Danmark på sigt også vil blive førende inden for fabrikation af krystalfibre, som vi er det inden for optiske fibre af glas”, mener Ole Bang.
Foruden egen finansiering er det donationer af Forskningsrådet for Teknologi og Produktion, samt Villum Kann Rasmussen’s Fond og Reinholdt W. Jorck og Hustru’s Fond, der har gjort, at COM har kunnet anskaffe sit eget træktårn til en værdi af tre millioner kroner.
Træktårnet indvies officielt af DTU’s Rektor Lars Pallesen i dag onsdag den 22. juni kl. 14.30 på COM i bygning 345.
For yderligere oplysninger kontakt venligst lektor Ole Bang på telefon 4525 6373.