DTU Space på mission til Mars

Når den første europæiske rumsonde lander på Mars, har den et lille stykke DTU med ombord

Forskere på DTU Space har udviklet et magnetometer, der skal måle magnetfeltet på overfladen af Mars ombord på den europæiske mission ExoMars. Det danske magnetometer bliver det første nogensinde på overfladen af Mars.

 

Mars’ atmosfære er forsvundet

Magnetometeret skal kaste lys over gåden om Mars’ tilsyneladende forsvundne atmosfære. Meget tyder nemlig på, at Mars engang havde en atmosfære som Jordens, men at den forsvandt tidligt i planetens historie. Atmosfærens forsvinden betød, at der ikke længere kunne eksistere flydende vand på overfladen af Mars. Vand er en af forudsætningerne for liv, derfor er forskerne meget interesserede i vandets historie på Mars.

 

En mulighed er, at Mars’ atmosfære blev eroderet væk af solvinden. Det danske magnetometer skal netop måle de magnetfelter, der opstår gennem solvindens vekselvirkning med den resterende, tynde atmosfære.

 

Magnetometret kan finde vand i undergrunden

Størstedelen af Mars’ vand befinder sig i dag i undergrunden, og det danske magnetometer skal være med til at finde ud af hvor. Magnetfelterne i atmosfæren skaber nemlig nye magnetfelter i undergrunden, og disse magnetfelter er forskellige alt afhængigt af, om undergrunden består af is eller klippe.

 

Stærk kobling mellem teknologi og videnskab

DTU Space står både for den teknologiske udvikling af magnetometret og for den videnskabelige ledelse af projektet. Den tætte kobling mellem teknologiudvikling og videnskab har været en stor fordel for begge parter gennem hele projektet.

 

Europa skal lede efter liv på Mars

Efter planen skal ExoMars opsendes i 2013. Missionen består af en robotbil, der kan bevæge sig rundt på overfladen samt en lander, der bliver stående på landingsstedet. ExoMars bliver den første europæiske mission, der lander på Mars. Hovedformålet med missionen er at lede efter tegn på nulevende eller uddødt liv på den røde planet.