Læs Lars Pallesens årsfesttale:

 

Rektor Lars Pallesens tale ved årsfesten på Danmarks Tekniske Universitet fredag den 28. april 2006

Forskningen er kommet på den politiske dagsorden i Danmark.

Forskningen har været på den politiske dagsorden i de øverste cirkler i årevis i Europa, i USA, i Indien, i Japan, i Kina og i Østen mere generelt. Holdninger og handlinger er blevet dækket af dansk presse, så de, der ville, kunne følge med og se, hvad man mente forskellige steder - og lidt mindre klart, hvad man gjorde forskellige steder.

 

Men nu er forskningen for alvor kommet på den politiske dagsorden i Danmark. Der debatteres og argumenteres som om det vedkommer alle. Det gør det jo sådan set også, men alligevel. Appellerer forskningens vilkår, valør og volumen mon virkelig til danskere i bred almindelighed? Til vælgerne?

 

Eller er forskningen kommet på den politiske dagsorden simpelthen på grund af politisk ansvarlighed? Det er i hvert tilfælde ikke universiteternes fortjeneste. Havde det stået til os havde forskningen – berettiget eller ej – stået øverst både nu og tidligere, ja faktisk altid og permanent.

 

Men nu er det sket og formentlig drevet af globaliseringens konkurrencepres koblet med vi danskeres forkærlighed for - ja næsten retskrav på - velfærd: Skal vi klare os i konkurrencen skal vi enten alle ned i løn og velstand, eller også skal der mere forskningsbaseret merværdi ind i vore produkter. I det valg er forskning jo så nok alligevel at foretrække selv for dem, der egentlig ser på forskning og forskere med skepsis.

 

Mellem forskningsverdenen specielt universiteterne og det omgivende samfund har der nok været mere gensidig mistro end rimeligt er; hvilket undertiden har givet sig uklædelige udtryk i ukonstruktiv trodsighed, nedladende arrogance eller halvgodmodig verbal forhånelse.

 

Fejlen har ligget på begge sider. Universiteterne har ikke altid været lige responsive overfor samfundets behov, eller været fuldt effektive i udnyttelsen af de økonomiske midler, de har fået stillet til rådighed, - koblet med en betydelig uvilje overfor at blive set efter i kortene. Samfundet har til gengæld gennem dets valgte repræsentanter haft gevaldig svært ved at give udtryk for anerkendelse af universiteternes centrale samfundsmæssige betydning, under tiden snarere sået mistro og i enkelte tilfælde ikke holdt sig tilbage med lidt hånligt at anfægte værdien af forskningsbaseret indsigt.

 

Nu er forskning imidlertid kommet på den politiske dagsorden.

 

Universiteterne har fået selveje, og der er gennemført en ledelsesreform. Den toneangivende debat ikke blot anerkender universiteternes samfundsbetydning, men erkender også at samfundet skal øge sin satsning på universiteterne væsentligt.

 

Vi har herved en historisk mulighed for at etablere et sundt og respektfuldt samspil mellem universiteter og det omgivende samfund, som betaler regningen og skal have et udbytte. Men i samspillet skal de respektive roller være klare og rene, for universiteterne såvel som for det omgivende samfund, ikke mindst det politiske niveau, men også erhvervslivet og det øvrige samfundsliv.

 

I takt med at universiteterne fylder mere i samfundets bevidsthed og på finansloven, kan fristelsen til ekstern styring af universiteterne øges. Før styringsappetitten vokser sig for stor, skal der herfra lyde en velment advarsel om at holde sig fra detailstyringens sure æbler. De kan give anledning til ansvarsforflygtigelsens mavekneb.

 

Som udgangspunkt er det godt at lade ansvar og kompetence følges ad, og kompetence betyder her to ting: Dels beføjelse til at træffe beslutninger, dels faglig og saglig indsigt. I øvrigt er det heller ikke dårligt, når disse to ting følges ad.

 

Som universiteter ville det være en ulykke om vi skulle tage ansvar for bevillingernes størrelse fra staten. Det er der nu heller ingen fare for, at vi får lov til. Men vi har heller ikke kompetencen, som må være politisk.

 

Som universiteter kan og bør vi heller ikke tage ansvar for den relative fordeling af statsbevillinger mellem hovedområderne i.e. fordelingen mellem humaniora, samfundsvidenskab, teknisk videnskab, medicinsk videnskab, naturvidenskab etc. Her er faren imidlertid, at ingen tager det på sig og man forfalder til perspektivløs halvautomatisk fremskrivning. Men her må kompetencen og ansvaret også være politisk; omend det er bøvlet.

 

Prioriteringerne på de næste niveauer kan vi derimod sagtens magte inden for universitetsledelsernes system, rækkende fra bestyrelse, rektorat og dekaner over institutledere og centerdirektører til ledere af forskningsgrupper helt frem til enkelt forskerens egenledelse. Og hele systemet suppleret med Akademisk Råd, advisory boards mv.

 

Her kan og skal universiteterne have kompetence og bære ansvaret. Det er også heri, at den institutionelle forskningsfrihed får indhold, ellers er det jo bare narreværk. Forskningsfrihed er ikke frihed for ansvar, men frihed til ansvar. Jo mere forskningen bliver styret udefra, des mindre ansvar er der at leve op til for universiteterne. For ansvaret forsvinder sammen med prioriteringskompetencen, og ansvarsfølelsen fordufter endnu hurtigere.

 

Problematikken kompliceres måske af regeringens – i øvrigt kloge – beslutning om at integrere sektorforskningen i universiteterne. For sektorforskning har jo netop haft til opgave at løse specifikke forskningsopgaver for relevante ressortministerier.

 

I fremtiden vil universiteterne inkl. sektorforskningen både rumme universitetsforskning og sektorforskning. Bevillingerne til de to typer opgaver skal holdes adskilte. Synergierne opstår ikke ud af at blande bevillingerne, men ved at lade forskerne og deres kompetencer integrere. Universiteternes udviklingskontrakter med Videnskabsministeriet skal betrygge ministeriet og skatteborgerne i, at man får noget for pengene uden at kompromittere frihed og dermed kompetence og ansvar.  Sektorforskningsopgaven bør rekvireres og finansieres over en sektorforskningskontrakt mellem det relevante ressortministerium og sektorforskningsadministrationen i universitetets samlede organisation.

 

Lad mig illustrere med et par hypotetiske eksempler.

 

Man kunne forestille sig at et ministerium føler behov for forskning vedrørende styrken af bærende bjælker, som dem, der blev anvendt i Balleruparenaen. Det ville jo være en særdeles fornuftig forskningsopgave at få løst. Om alle er enige heri er i og for sig irrelevant, ministeriet er i sin gode ret til at få den udført; og med sektorforskningen integreret i universiteterne, af et universitet. Men ikke over udviklingskontrakten med universitetet som egentlig universitetsforskning for herved bliver frihed, kompetence og ansvar knægtet. Det må ske som en sektorforskningsopgave og reguleres i overensstemmelse hermed.

 

Forestiller man sig, at et videnskabsministerium føler det fornuftigt, at man på et givet universitet, der er fagligt rustet hertil, udfører forskning i nanoscience, lyder det jo ret uskyldigt, at man skriver det ind som et krav i universitets udviklingskontrakt. Men man har herved forbrudt sig mod den institutionelle forskningsfrihed. Kompetence og ansvar er flyttet til ministeriet. Man åbner ikke bare døren til institutionel ansvarsforflygtigelse, man pålægger nærmest ansvarsfrihed. For når man specificerer, hvad der skal forskes i, kan man ikke efterfølgende bebrejde, at der ikke er forsket i noget lige så vigtigt, hvis dette ikke også er nævnt.

 

Lad mig videre illustrere problematikken med seks emner som DTU måske / måske ikke burde satse hårdt på:

          Systembiologi

          Løsning af Navier-Stokes ligninger

          Kvantebrønde

          Elementærpartikel fysik

          Målteori

          Tribologi

         

Hvad skulle i givet fald skrives ind i DTU’s udviklingskontrakt?

Kan ministeren vide det?

Kan hans embedsmænd?

Kan, vil eller skal de tage ansvar herfor?

Nej, det skal universitetet, og det er vi helt kompetente til. Vi skal bære det ansvar, der følger med forskningens frihed. Og svaret på de seks emner er: Ja, ja, ja, nej, nej og måske endnu mere. Det sidste vurderer vi pt.

 

Da DTU for år tilbage gik i gang med nanoscience og nanoteknologi var det ikke på et krav udefra. Men det  var universitetet, der levede op til sit ansvar om at iværksætte ny forskning inden for det teknisk-naturvidenskabelige område med sigte på samfundsnytte, hvilket for vort vedkommende primært betyder erhvervsorientering. I dag er mere end 140 af DTU’s forskere beskæftiget med nanoforskning.

 

Jeg har berørt den forestående integrering af sektorforskningen i universiteterne, men også fusioner mellem universiteterne har regeringen – klogt mener vi – lagt op til.

 

I DTU sammenhæng er en såkaldt MIT-model blevet fremdraget. Det synes vi er en rigtig god ide, så god at man måske bør stoppe op og beskrive, hvad MIT Massachusetts Institute of Technology egentlig er.

 

Det er et specialiseret universitet, et teknisk universitet med en mindre, men vigtig business school på graduat niveau. Det er et eliteuniversitet, ikke specielt stort, med ca. 7.000 studerende, hvor DTU har 6.000. MIT har ca. 2.600 Ph.d.-studerende, hvor DTU har ca. 700, og man har ca. dobbelt så mange faste lærere som DTU. Til gengæld er driftsbudgettet på ca. 12 mia. kr. om året, svarende til alle danske universiteters tilsammen, hvor DTU’s driftsbudget er på ca. 1,7 mia. kr. per år. Så har man en formue på ca. 20 mia. $, altså ca. 130 mia. kr., hvor DTU blev født med en gæld på godt 1,7 mia. kr. Jeg nævner ikke dette for at jamre, men det er måske et nyttigt pejlemærke. Med disse tal og med den internationale rating som DTU har, tør jeg godt sige, at danske skatteborgere på DTU får ”value for money”. Krone for krone tør vi nok stille op overfor de førende tekniske universiteter i verden. Dette ikke sagt for at prale, men det er måske en nyttig perspektivering.

 

Endnu mere interessant er det måske at se på staten Massachusetts, en lille stat med store naboer i USA, som ved satsnings på forskning og højere uddannelse har skabt enestående vækst og velstand for statens indbyggere. I Boston har man ikke blot sit eliteuniversitet, MIT, men det lige så ansete Harvard Universitet med bredere faglighed, herunder medical school, business school mv. – og med en endnu større formue end MIT. Der er god inspiration at hente i en Boston-model.

 

Vi håber regeringen vil lægge de store linjer for fusioner efter drøftelse med universiteternes ledelser, der i slige sager er bestyrelserne. Videre at regeringen herefter ikke detailstyrer fusionsprocesserne, organiseringen, strategilægningen osv, men overlader implementeringskompetencen til universitetsledelserne, som skal bære ansvaret for at få fusionerne til at blive en succes. Og så må vi også sobert oplyse, at man ikke nævneværdigt hæver hverken kvalitet eller kvantitet i universiteternes output og da slet ikke begge dele, alene ved omorganisering. Der skal investeres massivt for at distancere de næstbedste og følge med de bedste. Men fusioner vil kunne gøre universitetssektoren mere egnet til effektivt at udnytte en større samfundsmæssig satsning.

Sådan ser vi det, og sådan må vi loyalt lægge det frem.

 

Vi vil have lov til at sige sandheden uden at blive beskyldt for at klynke.

 

Vi vil have lov til at være responsive over for samfundsbehov uden at opgive vor videnskabelige uafhængighed.

 

Vi vil have lov til at være erhvervsorienterede uden at opgive vor akademiske frihed.

 

Vi vil have lov til at bære ansvar, hvor vi har kompetence, og sige fra, hvor vi ikke har det.

 

Vi vil have lov til at imødekomme politiske ønsker uden at være servile.

 

For vi tager vor rolle som Danmarks teknisk-naturvidenskabelige dynamo alvorligt. DTU er leveringsdygtig i uddannelse, forskning og innovation på højt internationalt niveau, hvad der bekræftes af de seneste faktabaserede analyser bl.a. udført i EU-regi. Vi vil gerne levere endnu mere til samfundet.

 

Man skal ikke prale, men man må have lov til at sige sandheden. Med udgangspunkt i DTU kan Danmark få sit MIT ved fusioner med et elitært sigte. Og Danmark kan få det billigt i forhold til de budgetter og formuer som MIT og lignende eliteuniversiteter har, fordi vort udgangspunkt er så godt. Billigt, men langt fra gratis. Så er det sagt.

 

Har jeg stødt nogen ved vor DTU-selvbevidsthed beklager jeg det ikke, for vi er, hvem vi er.

 

Ja, vi er hvem vi er, og det vil vi ikke gøre nogen undskyldning for.

----------------------------------------------------------------------------------