DTU ligger på førstepladsen blandt de danske universiteter, når det gælder uddannelsernes relevans for de arbejdsgivere, dimittenderne skal ud og søge job hos. Det fremgår af en rekordstor spørgeskemaundersøgelse blandt studerende og nyuddannede, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har gennemført.
For første gang nogensinde er samtlige af landets studerende på de videregående uddannelser samt nyuddannede blevet bedt om at evaluere deres uddannelse. Det er sket i en spørgeskemaundersøgelse, hvor flere end 76.000 studerende og 43.000 nyuddannede har svaret.
I en artikel i Politiken mandag 6. marts blev det beskrevet, at de studerende på DTU samlet set gav kvaliteten på deres uddannelser den højeste karakter blandt alle universiteterne.
Det glæder dekan Philip Binning:
”Vi er meget glade for resultaterne i ministeriets nye undersøgelse. Selvom man skal være forsigtig med at sammenligne de enkelte uddannelser og universiteter på denne måde, så kan jeg sige, at den bekræfter vores eget billede af kvaliteten på DTU’s uddannelser. Vi har arbejdet hårdt på at skabe gode, relevante uddannelser og et godt studiemiljø, og kan med glæde konstatere at vores egne interne undersøgelser kommer til de samme resultater, som ministeriets undersøgelse,” siger han.
Philip Binning henviser bl.a. til en undersøgelse blandt DTU’s nystartede kandidater, hvoraf 98 % fortæller, at de vil anbefale DTU til deres venner.
I 2015 viste DTU’s dimittendundersøgelse derudover at 97 % af dimittenderne kunne bekræfte, at deres uddannelse var præget af høj kvalitet. Også denne undersøgelse understøttes af ministeriets, hvor man bl.a. har spurgt om, hvor enige eller uenige de studerende er i udsagnet ”Der er overensstemmelse mellem det, jeg har lært på min uddannelse, og de kompetencer der efterspørges af min nuværende eller seneste arbejdsgiver”. Her scorer DTU højest blandt landets universiteter med 3,83 i gennemsnit på en skala fra 1 (meget uenig) til 5 (meget enig). På andenpladsen kommer Syddansk Universitet med et gennemsnit på 3,74 og på tredjepladsen Aarhus Universitet med 3,72.
Hvis man kigger på det teknisk-videnskabelige hovedområde på tværs af universiteterne, svarer 85 pct. af dimittenderne ’Meget enig’ og ’Enig’ i vurdering af spørgsmålet: ’Min uddannelse har rustet mig til mit nuværende eller seneste arbejde?’. 73 pct. svarer: ’Der er overensstemmelse mellem det, jeg har lært på min uddannelse, og de kompetencer der efterspørges af min nuværende eller seneste arbejdsgiver?’
Der er tilsvarende høj score på spørgsmålet: Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? Der er overensstemmelse mellem det, jeg har lært på min uddannelse, og de kompetencer der efterspørges af min nuværende eller seneste arbejdsgiver?” fordelt på universiteternes hovedområder (kun kandidatuddannelser). Her får ’Teknik’ en score på 3,83. 2.455 har svaret.