Statsminister Lars Løkke Rasmussen gæstede DTU

Valgkampens store tema om økonomi og vækst fik Lars Løkke Rasmussen til at besøge DTU, der arbejder med at få innovation og erhvervsliv til at spille sammen.

Hvordan skaber man arbejdspladser og vækst? Spørgsmålet bliver ivrigt diskuteret i valgkampen, og flere gange er forskning og innovation blevet fremhævet, som en vej frem. Mandag den 29. august besøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) DTU for at opleve universitetets erfaringer med innovation.

 

Lars Løkke Rasmussen ankommer til DTU

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev modtaget af Anders Bjarklev, prorektor ved DTU. Foto: T. Kaare Smith

 

I løbet af sit godt halvanden time lange besøg blev statsministeren blandt andet præsenteret for DTU’s økobil, Dynamo. Bilen er et projekt båret frem af en gruppe DTU-studerende, DTU Roadrunners, og den er et eksempel på, hvordan innovation allerede er tænkt ind på DTU’s uddannelser. DTU Roadrunners-holdet fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvordan de hele tiden arbejder på at forbedre og udvikle køretøjet til at køre længere og længere på en liter brændstof. Bilen har vundet flere førstepræmier i internationale konkurrencer.

 

 

Statsministeren bliver præsenteret for DTU

Lars Løkke Rasmussen fik et kig ind i chaufførkabinen på Dynamo, DTU’s økobil, der i foråret vandt førstepræmien ved Shell Eco-marathon, da den kørte 509,4 kilometer per liter brændstof. Foto: T. Kaare Smith

 

Administrerende direktør bag virksomheden Amminex, Jens Hinnerskov, fortalte om, hvordan man går fra opfindelse til produktion, da statsministeren blev inviteret inden døre på DTU Business til kaffe og croissanter. Amminex er en af DTU’s mange eksempler på, hvordan en opfindelse kan føre til etableringen af en virksomhed med produktion og arbejdspladser til følge.

 

Amminex står bag ’brintpillen’ – eller ammoniak på dåse, som Jens Hinnerskov benævnte det, og den kan monteres på biler, så udstødningen bliver renset for de skadelige nitrogenoxider. Virksomheden er netop ved at indkøre et produktionsanlæg i Nyborg – næsten seks år efter, at Amminex blev etableret. Jens Hinnerskov pegede på behovet for langsigtet planlægning, hvis Danmark skal bruge innovation, som vejen til at skabe vækst og arbejdspladser:

 

”Vi har brug for tålmodige penge. Du skal være parat til at se længere frem end de sædvanlige tre til fem år, ellers får du ikke ny produktion i Danmark,” lød budskabet fra Jens Hinnerskov, og han understregede, at det er vigtigt at fastholde industriproduktionen her i landet:

 

”Jeg har set samspillet mellem opfindere og dem, der skal opbygge en produktion, og der opstår en hel række af nye patenter. De var ikke kommet, hvis vi bare havde udliciteret produktionen til et andet land.”

>

 

Dekan Martin P. Bendsøe til højre og Lars Løkke Rasmussen i dialog

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lyttede og stillede flere spørgsmål til DTU’s erfaringer med være et innovativt og internationalt universitet og fik mange svar fra blandt andet dekan Martin P. Bendsøe (yderst th.) Foto: T. Kaare Smith

 

>

”Vi er ikke bange for at sige, at vi vil være blandt de bedste inden for vores felt, og vi er i stand til at løbe lige så hurtigt som de andre (lande, red.), hvis vi får de rigtige rammer,” sagde prorektor Anders Bjarklev, da han præsenterede statsministeren for Leiden Crown Indicator, som er en internationalt anerkendt ranking, der placerer DTU som det førende universitet i Skandinavien og som nr. 7 i hele Europa.

 

”Vi driver selvfølgelig ikke universitet efter at komme højt på en ranking, men vi er glade for placeringen, for det gør DTU i stand til at samarbejde med andre førende universiteter og i stand til at tiltrække de bedste undervisere og studerende hertil,” uddybede prorektoren.

 

Statsministeren stillede derefter en række spørgsmål for at afdække udvekslingen af studerende mellem DTU og andre universiteter, ligesom han gerne ville høre mere om den søgningsfremgang, DTU har oplevet på sine ingeniøruddannelser de seneste ti år. Samtalen faldt også på udfordringerne med at finde risikovillig kapital i en tid, der er præget af krisestemning. Men kapitalen er der hårdt brug for, hvis opfindelserne skal ud over rampen og blive til virksomheder og arbejdspladser.

 

Besøget afsluttede med en demonstration af økobilen Dynamos køreevner; den tog flere runder på det lille torv foran DTU Business.

 

 

Pressen fulgte Lars Løkke Rasmussen

Pressen var mødt talstærkt frem for at følge statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg på DTU mandag den 29. august. Her samles interessen om DTU’s økobil, Dynamo. Foto: T. Kaare Smith