Med et symbolsk klip åbnede kultur- og kirkeminister Bertel Haarder en ny kunstrute på DTU Lyngby Campus og en gratis app, der beskriver de 14 udvalgte kunstværker på ruten.
Noget af det første, man ser, når man går ind ad DTU’s hovedindgang, er syv store malerier, som med en eksplosion af farver bryder den ellers lidt kedelige grå væg i det 100 meter lange rum. Her ved ’De syv magiske muldvarpeskud’ malet af Lars Nørgård starter en kunstrute, som netop er udkommet på app. Og det var også her, kultur- og kirkeminister Bertel Haarder den 25. oktober klippede den røde snor og erklærede kunstruten for åbnet.
De syv magiske muldvarpeskud er et af DTU’s nyeste kunstværker; det blev skænket af Ny Carlsberg Fondet i 2011. I grønnegården, som man kan gå ud i fra vandrehallen, står et noget ældre kunstværk; en skulptur i flere dele af Robert Jacobsen. Skulpturen, der på et tidspunkt fik tilnavnet Den afdøde Teknokrat, blev skænket til DTU af Statens Kunstfond i forbindelse med indvielsen af byggeriet på Lundtoftesletten i 1974. Og i en anden have finder man en bronzeskulptur af Julius Thomsen, som blev skabt af August Vilhelm Saabye til Den Polytekniske Læreanstalt i Sølvgade i 1906.
Robert Jacobsens skulptur i grønnegården.
Kunstruten spænder altså vidt både i tid og udtryk. Og den er frit tilgængelig for alle inden for universitetets åbningstid. Downloader man den gratis app ’DTU Plus’ til Android eller iPhone, får man et interaktivt kort med de 14 kunstværkers placering og for hvert kunstværk en lille fortælling om kunst og kunstner, i nogle tilfælde suppleret med en lydfil, hvor en person knyttet til universitetet reflekterer over værket og sine oplevelser med det.
H.C. Ørsted, der spillede en væsentlig rolle for oprettelsen af Den Polytekniske Læreanstalt i 1829 og var dens første direktør, var ikke kun en betydningsfuld videnskabsmand, han var også fortaler for en frugtbar udveksling mellem videnskab, teknik og kunst i et sprog, som kunne forstås af alle. Så denne app er helt i Ørsteds ånd, sagde Bertel Haarder i sin åbningstale og mente, at denne nyskabende formidling af DTU’s kunst også ville kunne inspirere ingeniørerne til at turde gå nye veje og være kreative i deres løsninger.
Appen DTU Plus inviterer i hvert fald til at kaste et nyt blik på kunsten på DTU Lyngby Campus.