Foto: Jolanta Kucharska_Flickr

DTU styrker forskningssamarbejde med mexicansk universitet

Miljø og forurening Fødevarer, fisk og landbrug Informationsteknologi
Nye aftaler forstærker internationalt forskningssamarbejde og studenterudveksling mellem DTU og Tec De Monterrey.

DTU og det mexicanske universitet Tec De Monterrey fremmer nu forskningssamarbejdet og gør det muligt for mexicanske studerende at komme i forskningspraktik på udvalgte DTU-institutter. Det sker med en udvidet aftale, der formelt bliver underskrevet af DTU-rektor Anders Bjarklev på Tec De Monterrey i januar 2022. I forvejen har de to universiteter en aftale om at udveksle studerende.

DTU-dekan Philip Binning glæder sig over det nye brede samarbejde på tværs af forskning, uddannelse og innovation:

”Med aftalen er det vores ønske, at vi kan være med til at gøre en forskel i hele verden. Mexico står over for udfordringer med bl.a. livsstilsygdomme som diabetes og miljøudfordringer som håndtering af spildevand. Det betyder, at mexicanerne har stor interesse inden for hele life science-området, digitalisering af sundhedsvæsenet, fødevarer, smart cities – og hvordan man skaber bedre livsbetingelser.”

”Med det styrkede forskningssamarbejde kan DTU og Tec De Monterrey skabe opfindelser og løse reelle problemer sammen. Det kan få gavn for begge lande.”

Et stort eksportprodukt
I et konkret eksempel nævner Philip Binning, at danske og mexicanske forskere arbejder sammen om en opfindelse til at konservere jordbær. Forskningssamarbejdet involverer også en forskningspraktikant fra Tec De Monterrey.

Sammen har de opfundet en belægning af bionedbrydelig, spiselig bioplast med svampedræbende og antibakterielle egenskaber, der øger holdbarheden på jordbær. Det gør det muligt, at forbedre kvaliteten af bærrene. I dag er jordbær et stort eksportprodukt for både Mexico og Danmark, men op mod halvdelen af de jordbær, der produceres i de to lande, kommer ikke på markedet på grund af dårlig holdbarhed.

Nye horisonter
”Vores håb er, at samarbejdet kan give DTU’s forskere mulighed for at få indblik i nye horisonter. Men vi ønsker også, at give DTU’s studerende mulighed for at opleve et universitet med nye faglige udfordringer og en undervisning med stor vægt på social ansvarlighed, hvor frivilligt arbejde er en del af uddannelsen. Omvendt håber vi også, at tiltrække nogle af de mest talentfulde studerende fra Mexico,” siger Philip Binning

Antallet af udvekslingsstuderende mellem DTU og Tec De Monterrey er steget betydeligt over de seneste år. I år er 12 DTU-studerende på udveksling på Tec De Monterrey.

En af DTU's større udvekslingspartnere

Tec De Monterrey er en af DTU's større udvekslingspartnere og blandt de førende universiteter inden for det tekniske område i både Mexico og Latinamerika. Universitetet har 26 campusser fordelt på 25 forskellige byer i Mexico og har 18 internationale kontorer i hele verden. Derudover ejer de to hospitaler i Mexico.

På deres campus i byen Monterrey har de bl.a. oprettet fire forskningscentre inden for innovation i design og teknologi, vandområdet, bioteknologi og sundhedsinnovation med støtte fra både offentlige og private midler. De har også et samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT) inden for nanoteknologi og Harvard University inden for sundhed.

Mexico er blandt verdens største økonomier. Store danske virksomheder som Danfoss, FLSmidth, Novo Nordisk, Grundfos og Lego er aktive i Mexico.