Hvert semester afvikler DTU skriftlige eksaminer i over 200 fag. Det kræver en helt særlig indsats bag kulissen – samt en masse møbler, strøm og forholdsregler.
December er en af de store eksamensmåneder på DTU, og i år eksaminerer universitetet i alt 17.091 ingeniørstuderende i løbet af julemåneden. Eksaminerne bliver afviklet på henholdsvis Ballerup Campus og Lyngby Campus. På Ballerup Campus eksamineres 964 diplomingeniørstuderende fordelt på 27 forskellige eksaminer. På Lyngby Campus eksamineres 16.127 studerende fordelt på 222 forskellige eksaminationer.
Her er, hvad eksamensfabrikken blandt andet kræver:
Strøm til alle
Langt de fleste har en computer med til eksamen, og det kræver strøm:
- 1.250 dobbeltstikdåser med jordforbindelse lægges ud
- 4,5 kilometer strømforsyningskabler bliver trukket
- 5.000 strips skal der til for at montere det hele
Siddepladser til alle
- 1.200 sæt borde og stole sættes op
- 400 af dem opstilles alene i Sportshallen på DTU Lyngby Campus
- Yderligere 42 lokaler i 8 bygninger bruges til de skriftlige eksaminer
Eksamenstilsyn
- 180 eksamensvagter bliver ansat til at servicere eksaminanderne
- 50 af dem er overtilsyn
- 10% af dem er ægtepar
- 75 år er eksamensvagternes gennemsnitsalder
Kilde: Afdelingen for Uddannelse og Studerende samt Campus Service