Kunstige muskler skal sikre bedre bølgekraftanlæg

Højteknologifonden har bevilget 49 mio. kr. til et forskningssamarbejde, der skal udvikle grønne danske teknologier.

Højteknologifonden har bevilget 49 millioner kroner til grøn dansk produktion, som betyder, at tre danske universiteter og seks virksomheder de næste fire år kan samarbejde om at udvikle de teknologier, der i fremtiden skal blive til danske produktionsarbejdspladser.

 

En af teknologierne er en innovativ polymer-teknologi, der kan lave bevægelse til strøm og strøm til bevægelse. Teknologien, der potentielt kan afløse elmotorer og generatorer, skal videreudvikles, så den kan bruges til fx nye og mere effektive bølgekraftanlæg.

 

De deltagende virksomheder og universiteter skyder beløb svarende til Højteknologifondens bevilling i projektet, så det samlede budget bliver på 97 millioner kroner. Forskere fra DTU samt Syddansk Universitet og Aalborg Universitet skal bidrage til teknologiudvikling på fire konkrete områder. De tre øvrige områder er:

 

• Mere energieffektive vindmøllevinger, hvor møllevingerne selv kan tilpasse sig vindforholdene og dermed optimere strømproduktionen.
• En helt ny type ultraflad højtaler.
• Ultrakompakte og energieffektive ventiler.

Fra DTU deltager forskere fra DTU Kemiteknik, DTU Management og DTU Elektro i samarbejdet.

 

Læs mere om bevillingen på DTU Kemitekniks hjemmeside.