Mød DTU til Forskningens Døgn

Den 28.-30. april kan børn, unge og voksne komme i øjenhøjde med DTU's forskning, når Forskningens Døgn afholdes for syvende gang.

Igen i år rykker DTU's forskning fra laboratorier og auditorier til torve og biblioteker rundt omkring i landet, når Forskningens Døgn finder sted den 28.-30. april. 

 

Biotech Academy på Energimuseet i Bjerringsbro

Biotech Academy – en gruppe DTU-studerende, der beskæftiger sig med undervisning og formidling til gymnasier – fortæller den 28. og 29. april skoleklasser om, hvordan halm bliver forvandlet til benzin, såkaldt bioætanol, og giver eleverne mulighed for selv at deltage i fremstillingen af den miljøvenlige benzin. Det sker i forbindelse med et arrangement på Energimuseet i Bjerringsbro, hvor museet har inviteret 5.-10.-klasser til at gå på opdagelse i emnerne "Folk, Klima og Energi".

Læs mere her.

 

Hør om liv i universet i Assens, Sorø og Ringsted
Er vi alene, eller er der liv på andre kloder? Er det korrekt, at livet på Jorden kræver specielle forhold for at trives? Eller er livet langt mere robust, end vi tidligere har forestillet os? Disse spørgsmål har været udgangspunktet for mange spekulationer gennem tiden. Nu er det udgangspunktet for forskningen i astrobiologi, som seniorforsker Ib Lundgaard Rasmussen fra DTU Space holder foredrag om i forbindelse med Forskningens Døgn.

Foredraget kan høres i Assens og Sorø torsdag den 28/4 og i Ringsted fredag den 29/4.

 

Få et kig fra Rummet på Jordens klima i Esbjerg

Sten Schmidl Søbjærg fra DTU Space fortæller torsdag den 28. april om en klimasatellit, der holder øje med vandets kredsløb på Jorden. Foredraget finder sted på Hovedbiblioteket i Esbjerg.

Læs mere her.

 

Få et indblik i geddernes hemmelige liv i Silkeborg

Forskere fra DTU Aqua er med, når Silkeborgs forskningsmiljøer fredag den 29. april inviterer byens skolebørn og andre interesserede til at få et indblik i deres arbejde. DTU Aqua viser bl.a. små film om geddernes hemmelige liv. Filmene stammer fra et forsøg, hvor fiskene i en sø bliver fulgt døgnet rundt ved hjælp af sendere.

Læs mere på DTU Aquas hjemmeside og på Forskningens Døgns hjemmeside. 

 

Mød den danske astronaut Andreas Mogensen i Bjerringbro

I Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro er der fredag den 29. april fokus på "Mennesket i Rummet". Andreas Mogensen, den første danske astronaut, fortæller om sine egne erfaringer i to foredrag målrettet hhv. børn/unge og voksne. John Jørgensen fra DTU Space tager tilhørerne med på tommelfinger rundt i solsystemet, når han fortæller om, hvordan man billigt og energieffektivt kan sende meget store og tunge rumfartøjer til fjerne planeter ved at udnytte den samlede kraft fra flere planeter. Publikum har også mulighed for selv at deltage i en række aktiviteter, der kredser om at være "Mennesket i Rummet.

Læs mere her.  

class="normal">

 

>

Se forsøg med brændselsceller og fusionsforskning i Roskilde

Forskere fra Risø DTU vil lørdag den 30. april lave demonstrationsforsøg, der viser potentialet i brændselsceller og fusionsforskning på Stændertorvet i Roskilde. Derudover kan publikum blive klogere på, hvordan teknologierne kan have indflydelse på fremtidens energiforbrug og -former.

Læs mere her.

 

Få en bid af kundskabens frugt i København

Lørdag den 30. april har offentligheden mulighed for at tage en stor bid af kundskabens frugt, når DTU Space inviterer indenfor til en foredragsrække med husets forskere. Man kan bl.a. høre om Planck-satellitten og om stjernernes liv og død. Foredragsrækken finder sted på Østerbro i København.

Læs mere her.

 

Oplev stjerner med hjerner på Københavns Rådhus

Otte ph.d.-studerende fra landets universiteter – deriblandt Camilla Ingvorsen fra DTU Systembiologi – dyster i forskningsformidling ved den officielle åbning af Forskningens Døgn torsdag den 28. april. Deltagerne har tre minutter hver til at fortælle om deres forskning, hvorefter et inviteret publikum og et ekspertpanel kårer vinderen.

Læs mere om konkurrencen "Stjerner med hjerner" her.

Læs mere om DTU's deltager, Camilla Ingvorsen, her.

  

Forskningens Døgn skydes i gang med et åbningsarrangement på Københavns Rådhus og Rådhuspladsen torsdag den 28. april, hvor bl.a. HKH prinsesse Marie, videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og overborgmester Frank Jensen deltager.

Læs mere om Forskningens Døgn på forsk.dk.