Fire modtog Lysets År Innovationsprisen - fra venstre mod højre: Anne Hasselbalch, Københavns Kommune, Elisabeth Opøien og Jakob Hildebrandt fra DTU samt arkitekt Carlo Volf. Foto: Carsten Dam-Hansen

Blåt lys hjælper på helbred og humør

Fysik Lyskilder
Da Lysets År 2015 gik på hæld, modtog to studerende en pris for deres arbejde med ’sundt lys’ på plejehjem. Projektet kan ende som spinout fra DTU.

Dagslyset styrer vores døgnrytme og sørger for, at vores krop fungerer, og at vi har energi til dagens gøremål. Så hvis vi pludselig er henvist til at opholde os i en lille lejlighed med ringe lysindfald og hyggebelysning i den rødlige ende af spektret, kan det gå ud over helbredet. Mere blåt lys er svaret på den udfordring, men lyset fra blå lamper er ikke nødvendigvis særlig behageligt at opholde sig i. To studerende fandt en løsning på det problem og vandt en pris for det.

Virkningen af manglen på dagslys ser man især på plejehjem, hvor beboernes døgnrytme forstyrres, så de måske står op og falder om natten og ikke er skarpe nok om dagen. De kan få problemer med korttidshukommelsen, har ofte nedsat reaktionsevne eller er simpelthen i dårligt humør.

Speciale der forbedrer ældres lysforhold 

Men hvordan kan man forbedre lysforholdene på plejehjemmene uden at træde ind over beboernes grænser og tvinge lamper ind i deres stuer med et lys, de slet ikke bryder sig om? Det begyndte to studerende ved kandidatuddannelsen Planlægning, innovation og ledelse, Jakob Hildebrandt og Elisabeth Opøien, at overveje i forbindelse med deres speciale, som de skrev under vejledning af professorerne Jes Broeng og Paul Michael Petersen fra DTU Fotonik. 

Og de nåede så langt med deres idéer til at få mere ’sundt’ lys ind på plejehjemmene, at Jakob Hildebrandt nu har fået penge til at forretningsudvikle på løsningen. Projektet fik oven i købet i slutningen af 2015 et ekstra skulderklap med en innovationspris på 10.000 kr. fra Dansk LED Netværk i forbindelse med afslutningen på Lysets År.

Udvikling i tæt kontakt med borgerne

Jakob Hildebrandt og Elisabeth Opøiens udgangspunkt var, at lys i det blå farvespektrum, nærmere bestemt med en bølgelængde på 460 nanometer, har en positiv virkning på menneskers døgnrytme, korttidshukommelse, reaktionsevne og humør. Alt dette er godt beskrevet i litteraturen, men nok så mange målbare effekter nytter ikke noget, hvis beboerne og personalet ikke ønsker at bruge det anderledes lys.
Så de fik fra starten en aftale med Sund Vækst-initiativet i Københavns Kommune og har gennem hele udviklingsprocessen været i tæt kontakt med borgerne.

”Jeg begynder altid med at snakke om alt muligt andet end lys. Det er spændende at få alle de livshistorier, og man får god kontakt på den måde. Så har jeg en lampe med, som jeg kan justere til hele farvespektret, og spørger dem, hvordan de oplever lyset. Det er nemlig sådan, at vores øjne mister evnen til at optage det blå lys med årene. En halvfemsårigs øjne kan være helt nede på 15 procents transmission i forhold til en 20-årigs. Mens jeg selv bliver helt blændet af det blå lys, synes den ældre måske ligefrem, at det er mørkt,” fortæller Jakob.

Det personlige lys

Derfor kan man ikke arbejde med standarder, men må indstille lyset til den enkelte beboer, både i forhold til alder, om vedkommende er A- eller B-menneske osv. Og Jakob forestiller sig, at LED-lyset i den enkelte lejlighed skal styres fra en central computer.

Lyssystemet består af et loftsarmatur, der kan varieres i farvetemperatur fra varmt rødligt lys til køligt blåligt lys, og et lysarmatur med blåligt hvidt lys, som placeres i kanten af vinduet, så det lyser øjet op som dagslyset uden at blænde.

"Hvis man giver lys tidligt om morgenen, resetter man så at sige døgnrytmen derfra. Men det er også vigtigt med lys i løbet af dagen af hensyn til hukommelse og reaktionsevne."
Jakob Hildebrandt, videnskabelig assistent, DTU Fotonik

”Det skulle være en lampe, man havde lyst til at tænde, selv om den havde et skarpere lys end de normale lamper; så at sige en naturlig lampe, som man ikke bemærkede. Derfor fandt vi på at sætte den der, hvor dagslyset i forvejen var, så vi kunne oplyse rummet, som om det var en solskinsdag,” fortæller Jakob.

”Dagslyslampen hjælper til at give de ældre en normal døgnrytme, ikke kun for at få dem op og i seng på normale tidspunkter, men også fordi kroppens funktioner er afhængige af lyset. Hvis man giver lys tidligt om morgenen, resetter man så at sige døgnrytmen derfra. Men det er også vigtigt med lys i løbet af dagen af hensyn til hukommelse og reaktionsevne. Lige efter frokost falder folk ofte lidt hen; så kan man friske dem op med lyset. Man kan for eksempel forberede dem til en træningssession kl. 14 ved at give lys fra kl. 13.”

Lamperne blev i første omgang sat op i en testlejlighed i Rehabiliteringscenter Indre By/Østerbro. Men efter specialet har Jakob fået midler gennem Københavns Kommune, DOLL Lighting Lab og Bridging the Gap til at arbejde videre med projektet, nu hos DTU Fotonik. Og lamperne er ved at blive installeret hos seks testpersoner og i fællesrummet på plejehjemmet Egebo i Brønshøj.
Hvis beboerne og personalet tager godt imod systemet, skal det udvides til hele plejehjemmet. Derefter kan Jakob begynde at måle på effekterne, og så er vejen forhåbentlig åben til en egentlig spinout-virksomhed.