Datidens mest usikre arbejdsplads var 40 meter under overfl aden. Her arbejdede fortidens brobisser med håndkraft og skovl.
Den gamle Lillebæltsbro blev skelsættende for datidens Danmark: Den næsten halverede rejsetiden fra København til Aalborg fra ni til fem timer, den gav genlyd verden over for dens konstruktion, og den gav salig rektor Anker Engelund ved Polyteknisk Læreanstalt, i dag DTU, tilnavnet ”bro-professoren”. Den indvarslede en ny tid for broprojektering og konstruktion – ikke bare i Danmark, men over hele Europa. DSB stod som bygherre for det hidtil største bygningsarbejde i Danmark med omkring 500 beskæftigede. Et projekt, der i moderne tids målestok så rigelig overgår både Storebæltsbro og Øresundsforbindelse.
”Lillebæltsbroen var teknisk på grænsen af, hvad der var muligt dengang. Funderingen af bropillerne betragtes den dag i dag som et spektakulært og dristigt stykke ingeniørarbejde,” fortæller professor Niels Jørgen Gimsing, der netop er gået på pension fra BYG•DTU. Han er landets førende broekspert i dag.
Gigantiske sættekasser
Broen blev forankret på bunden af det blå bælt ved hjælp af en række gigantiske sænkekasser af beton, der hver måler 45 x 22 meter og op til 18 meter høje. De var efter sigende så enorme, at når en sænkekasse var støbt færdig på bredden, skulle beddingsløbet smøres ind i 500 kg grøn sæbe, før de kunne glide ud i vandet – og først herude blev det besværligt.
Datidens mest usikre arbejdsplads fandtes 40 meter under overfladen. Hver sænkekasse skulle bores 6,5 meter ned i lerbunden under Lillebælt – med håndkraft og skovl. Fortidens brobisser arbejdede i et særligt kammer, der var lavet under hver sættekasse. På andre broprojekter havde man sat dette rum under tryk for at holde vandet ude, men her klarede man det uden. Leret var plastisk og dermed vandtæt. Dette udnyttede Engelund ved at lade siderne på sænkekassen bore sig ned i leret og forsegle arbejdsområdet, hvilket sparede både tid og ressourcer. ”Det var absolut en bemærkelsesværdig bedrift at sætte pillerne ned med denne metode. Også i vores tid, for Lillebæltsbroen slår Storebæltsbroen ved at have den dybest funderede bropille den dag i dag,” siger professor Niels Jørgen Gimsing.
Fra det første spadestik blev taget i december 1925 til forbindelsen stod færdig i 1935, fandt Engelund og bygherren Monberg og Thorsen frem til fl ere iøjefaldende løsninger. Broen gav genlyd i Europa som et eksempel på fremtidens moderne konstruktioner. Ud over funderingen blev også gitterkonstruktionen fremhævet som en perle. Broen var nemlig en af de første, der havde både et jernbanespor og et automobilspor side om side. Den 57 meter høje, 305.000 tons tunge og 1.125 meter lange bro blev hurtigt et søgt udflugtsmål.