Jeanne Petersen. Foto: Mikal Schlosser
Ken Døj. Foto: Mikal Schlosser
Tobias Bader. Foto: Mikal Schlosser

Ny og fleksibel vej til ingeniørstudiet

Nu bliver det muligt at kombinere en hverdag med erhvervsarbejde og bopæl langt fra campus med et adgangskursus til ingeniøruddannelserne på DTU. Kurset er en del af et projekt, der er støttet af Region Sjælland.

Hvis man drømmer om at videreuddanne sig til ingeniør, men ikke kan få drømmen til at passe ind i en hverdag med madpakker, der skal smøres, og terminsydelser, der skal betales, er der nu hjælp at hente.

Til august kan de første studerende nemlig starte på DTU’s nye fleksible adgangskursus til ingeniøruddannelserne. Adgangskurset er tilrettelagt som e-læring, og det gør det muligt at kombinere studierne med arbejde i dagtimerne og en bopæl langt fra DTU. Kurset tager et år og giver adgang til at tage en ingeniøruddannelse på DTU i Lyngby eller Ballerup.

Det nye tiltag er en del af projektet IMODUS – Inklusion af mænd og drenge gennem uddannelsesudvikling på Sjælland – der er støttet af Region Sjælland. I projektet udvikler 15 uddannelser fordelt på otte uddannelsesinstitutioner nye måder at få drenge og mænd ind på uddannelserne og fastholde dem.

Jesper Stensbo Knudsen, uddannelseschef for DTU Adgangskursus, glæder sig over det nye tiltag:

”Jeg er rigtig glad for det nye fleksible adgangskursus. Det betyder, at vi nu har et tilbud til dem, der ikke har mulighed for at tage en uddannelse inden for normal arbejdstid, fordi de har stiftet familie og købt hus og derfor er afhængige af en fast indkomst. Det nye adgangskursus gør en fremtid som ingeniør til en mulighed for nogle, det ellers ikke ville være muligt for.”
Studerende på det nye adgangskursus skal tage kurset hjemmefra via deres egen pc. Her har de undervisning i fagene fysik, kemi, matematik, dansk og engelsk ca. to timer dagligt efter normal arbejdstid i et online klasseværelse. En gang om måneden skal de møde op på DTU Ballerup Campus, og derudover skal de læse og løse opgaver på egen hånd.
Læs mere om det fleksible adgangskursus på www.adgangskursus.dtu.dk

Læs mere om projektet IMODUS på www.imodus.dk

 

Det siger de studerende om det nye fleksible adgangskursus

Jeanne O. Petersen, 23 år, bor i Næstved med sin kæreste
Læser på det ordinære adgangskursus. Pendler mellem bopæl og DTU Ballerup Campus.

”Det fleksible adgangskursus havde været den bedste løsning for mig. Jeg er meget socialt anlagt og kan godt lide at møde nye mennesker. Når man tager noget på e-læring, møder man selvfølgelig ikke andre på samme måde, men i forhold til transporttiden havde det alligevel været mest optimalt for mig. Der havde ikke været så meget spildtid. Jeg ville have haft mere tid til lektier og arbejde ved siden af – og mere overskud til det hele. ”

Ken Døj, 37 år, bor uden for Kalundborg, uddannet elektriker, har en søn på fem år
Læste på det ordinære adgangskursus i 2010-2011. Læser nu på diplomingeniøruddannelsen Bæredygtig Energiteknik. Pendler mellem bopæl og DTU Ballerup Campus.

”Jeg ville helt klart have overvejet det, hvis det havde været en mulighed, da jeg startede. Det ville have passet godt sammen med mit arbejde offshore, hvor jeg skiftevis arbejdede og havde fri et par uger ad gangen. Hvis jeg havde haft et mere almindeligt job, kunne jeg også have passet det sammen med det. Tidsmæssigt og økonomisk havde det været en stor fordel. Hvis man har bolig og familie, kan det være svært eller umuligt at klare sig med SU. Med e-læring kan man sætte sig med skolearbejdet, når børnene er lagt i seng, og passe sit job ved siden af. Det kræver dog meget selvdisciplin, for du har ikke nogen til at trække dig op, hvis du mangler motivation.”

Tobias Bader, 43 år, bor i Agerup mellem Næstved og Slagelse, uddannet elektriker, har tre børn
Læste på det ordinære adgangskursus i 2010. Læser nu på diplomingeniøruddannelsen Bæredygtig Energiteknik. Pendler mellem bopæl og DTU Ballerup Campus.

”Jeg ved ikke, om det ville være noget for mig. Det skulle komme an på en prøve. Man ville selvfølgelig spare meget tid – da jeg startede på adgangskursus, havde jeg fem timers transport om dagen. Men man skal tænke på, at der er meget at lave på adgangskursus, og det bliver nemmere af, at undervisningen er meget stringent. Hvis man selv skal styre det, skal man have en stor portion selvdisciplin.”