Tre personer ude i naturen

Fra aske til gødning

Miljøteknologi

I et nyt EUDP-projekt, ledet af DTU, vil forskere forsøge at genanvende forgasningsasken fra biomasse som gødning på markerne.

I Danmark er mængden af tilgængelig biomasse til energiproduktion begrænset. Der er derfor et ønske om at udnytte alle biomasse-ressourcer, herunder også de mere besværlige og dermed lavværdige af slagsen som f.eks. halm og organisk industriaffald, der traditionelt er svært at udnytte effektivt ved forbrænding i kraftværker.

Mange lavværdige biomasser og biorestprodukter indeholder værdifulde næringsstoffer, hvor størstedelen efter en forbrændingsproces ender i en askefraktion, der ikke direkte kan udnyttes. Som et interessant alternativ til forbrænding kan biomassen omdannes til gas via termisk forgasning, hvorved den kan blive til bæredygtig energi og asken kan vende tilbage til jorden som værdifuld gødning.

I et nyt EUDP-projekt, ledet af DTU, vil forskerne identificere og forsøge at forgasse forskellige lavværdige biobrændsler med den såkaldte PYRONEER-teknologi. Desuden vil man undersøge muligheden for at anvende asken som gødningsprodukt. 

PYRONEER-teknologien, som er en nyudviklet lavtemperatur-forgasningsproces, udmærker sig ved, at den kan håndtere biobrændsler, som normalt er besværlige at anvende til energiproduktion på grund af højt indhold af salte. Teknologien sigter i første omgang på samfyring af gassen i store kraftværkskedler, fordi det vil give en maksimal energieffektivitet i udnyttelsen af biomassen og dermed et mindre CO2-udslip.

Forgasningen resulterer, i en næsten fuldstændig omsætning af biomassen. Det eneste restprodukt er en bioaske, som indeholder de vigtige næringsstoffer og som i mange tilfælde kan bringes direkte tilbage i kredsløbet; det fine, tørre pulver er faktisk verdens ældste mineralske gødning. Bioaske fra halm vil for eksempel kunne dække afgrødens behov for fosfor (P) og tilmed hæve jordens indhold af kalium (K) væsentligt. Bioasken vil derfor potentielt kunne anvendes som et alternativt gødningsprodukt sammen med andre gødningsprodukter, og dermed hjælpe til at modvirke den globale fosforknaphed og en potentiel drastisk nedgang i verdens produktion af fødevarer. PYRONEER teknologien vil desuden kunne forøge bæredygtigheden af energiproduktionen, ved at åbne op for øget recirkulering af næringsstofferne frem for deponering.

Bioasken vil dog i nogle tilfælde være kontamineret af tungmetaller, og EUDP-projektet vil også teste en ny teknologi til at fjerne dem.

Overordnet er målet, at kunne recirkulere bioasken til landbrugsjorden, men der er stadig en del praktiske spørgsmål, blandt andet omkring håndtering, lovgivning, udbringning, virkning og økonomi, som er væsentlige for landbrugets brug af bioasken. Også disse emner kommer til at indgå i projektet.

Samarbejde mellem universiteter, GTS-institut, industri og landbrug

EUDP har bevilliget 7.999.403 kr. over 4 år til projektet, som koordineres af seniorforsker Jesper Ahrenfeldt, DTU Kemiteknik (jeah@kt.dtu.dk; +4521325344). Projektet udføres i tæt samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (Institut for Kemiteknik og Institut for Byggeri og Anlæg), Århus Universitet (Institut for Agroøkologi), DONG Energy, HedeDanmark a/s, Videncentret for Landbrug og AgroTech A/S (GTS-institut for jordbrugs og fødevareinnovation).

Nøglepersoner er:

  • Seniorforsker, DTU Kemiteknik, Henrik Hauggaard-Nielsen (hnie@kt.dtu.dk)
  • Forsker, DTU Byg, Pernille Erland Jensen (pej@byg.dtu.dk)
  • Seniorforsker, AU Institut for Agroøkologi, Peter Sørensen (peter.sorensen@agrsci.dk)
  • Ph.d., Cand. Scient., DONG Energy Thermal Power, Jens Kai Holm (jenho@dongenergy.dk)
  • Miljøfaglig konsulent, HedeDanmark a/s, Erik Ervolder Olesen (eeo@hededanmark.dk)
  • Økologikonsulent, Videncentret for Landbrug, Anke Stubsgaard (aks@vfl.dk)
  • Seniorkonsulent, Agrotech A/S, Torkild Søndergaard Birkmose (tsb@agrotech.dk)

Læs mere om EUDP her... 

Læs mere om PYRONEER-projektet her...