Foto Bax Lindhardt

DTU opnår bedste placering nogensinde på verdensrangliste

DTU går ni pladser frem til nr. 103 i verden på QS World University Rankings 2021.

På ranglisten QS World University Rankings 2021, som netop er offentliggjort, ligger DTU nu som nr. 103 i verden blandt 1002 universiteter. Også i forhold til europæiske universiteter ligger DTU bedre i år, idet vi er gået fra nr. 39 til nr. 36. Og i Norden ligger DTU nu som nr. 4 imod nr. 5 sidste år.

Universiteterne er rangeret i forhold til seks indikatorer, der inddrager aspekter som universitetets omdømme i den akademiske verden og blandt arbejdsgivere, størrelsesforholdet mellem forskere og studerende, antal citationer per forsker samt andelen af internationale forskere og studerende.

DTU er gået 19 pladser frem på indikatoren ’Citations per faculty’, som måler på det gennemsnitlige antal af citationer pr. forsker og dermed siger noget om kvaliteten og gennemslagskraften af universitetets forskning. DTU scorer også højt på ’International faculty’ og går fem pladser frem på denne indikator.

”Vi er stolte af, at DTU’s forskning i så høj grad når ud i verden og gør en forskel. DTU stiler netop efter at være drivkraft for en bæredygtig global forandring, og det sker ikke mindst i kraft af, at nogle af de dygtigste og mest dedikerede mennesker i verden vælger en karriere på DTU,” siger prorektor Rasmus Larsen.