Hidtil har arbejde med nanostrukturer været hæmmet af de naturlige tiltrækningskræfter, der findes, når man arbejder på mikro- og nano-skala. Men nu har lektor Peter Bøggild og ph.d.-studerende Kjetil Gjerde fra Institut for Mikro- og Nanoteknologi på DTU i samarbejde med Cambridge Universitet deltaget i et europæisk projekt, hvis formål er at beklæde de mikroværktøjer, der håndterer nanostrukturer med overflader fra en ny type nanorør, der er meget glatte.
Peter Bøggild og Kjetil Gjerde har eksperimenteret med at dyrke nanorør på mikrobjælker i knap to år, som led i et større europæisk projekt, hvis formål er at anvende den nye teknik med nanomanipulation til fremstilling af censorer, der kan måle ekstremt små masser, på kommerciel basis.
Et andet projekt, der udføres i samarbejde med Syddansk Universitet går ud på at lave en lysdiode i nanoskala ud fra organiske fibre. Fibrene, som fremstilles i Horst Günther-Rubahns laboratorium på SDU, har indtil nu vist sig at være meget skrøbelige, men den nye teknik gør det muligt at montere dem i et testkredsløb på en kontrolleret måde.
Resultaterne af den nye nanoforskning er indtil videre publiceret i tidsskrifterne Nanotechnology og Nanowerk, og også magasinet New Scientist har vist interesse i at skrive om forskningen.
